København, 11/09/2026 - 15:14
Mette Frederiksen mindes de knap 3000 døde ved terrorangreb i USA
Statsministeren skriver på årsdag for terrorangreb i USA, at kampen for frie demokratiske samfund fortsætter.
Af: /ritzau/
Statsminister Mette Frederiksen (S) mindes fredag på Facebook de omkring 3000 mennesker, der for 25 år siden mistede livet til terror i USA.
- I dag mindes vi de næsten 3000 mennesker, der mistede livet den dag. Og alle dem, der siden er blevet ramt af terror i alle de byer og lande, som har båret den samme frygt.
- Vi mindes også de mange helte, der i årene efter har kæmpet for vores sikkerhed ude og hjemme. Mod terrorens grimme ansigt. Mod mørke kræfter, der vil os det ondt, skriver hun.
To kaprede fly fløj 11. september 2001 med kort tids mellemrum direkte ind i tvillingetårnene i World Trade Center i New York, og tårnene styrtede senere sammen.
Ud over angrebene i New York og på forsvarsministeriet Pentagon i Washington D.C. styrtede et fjerde kapret fly ned på en mark i Pennsylvania, efter at passagerer havde forsøgt at trænge ind i cockpittet.
Det samlede officielle dødstal - ikke medregnet angrebsmænd - var på 2977 mennesker.
- I dag spredes had og radikalisering stadig. Ofte online og hurtigere end nogensinde. Verden står med flere konflikter og flere brudlinjer, end vi håbede på for et kvart århundrede siden.
- Derfor er dagen i dag en kraftig påmindelse om, at kampen for det åbne, frie og demokratiske samfund skal kæmpes hver eneste dag, skriver Mette Frederiksen.
RITZAU




