Kathmandu, 27/08/2026 - 05:49
Nepal og Kina melder om 1000 savnede efter oversvømmelser
Torsdag er dødstal efter oversvømmelser i bjergrigt område opgjort til 165. Mange turister er meldt savnet.
Navesh Chitrakar/Reuters
Af: /ritzau/
Myndighederne i Kina og Nepal melder torsdag flere end 1000 personer savnet efter onsdagens oversvømmelse i et bjergrigt grænseområde mellem Nepal og Tibet.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Talsmand Suraj Ghimire fra Nepals turistministerium oplyser, at nepalesiske myndigheder blandt andet ikke kan få fat på 393 udlændinge.
- Omkring 468 turister og rejsende kan vi ikke få kontakt til. Blandt dem er der 75 nepalesere, siger Suraj Ghimire ifølge AFP.
Kinesiske myndigheder har ifølge nyhedsbureauet Xinhua på et pressemøde oplyst, at 558 personer er meldt savnet.
Dette tal kommer ifølge AFP oveni det antal savnede, som er meldt ud fra nepalesisk side.
Blandt de savnede er 260 udlændinge, oplyser de kinesiske myndigheder.
Dødstallet er torsdag morgen dansk tid opgjort til 165 personer.
Nepal melder om 162 døde, mens kinesiske myndigheder beretter om tre døde.
Det var efter onsdagens oversvømmelse uklart, hvad der havde forårsaget den voldsomme oversvømmelse.
USA's Geologiske Undersøgelse (USGS) oplyser torsdag, at det var et kollaps af en gletsjer, der skabte seismiske rystelser. Det udløste et jordskred, der førte til oversvømmelsen.
Video fra et af de ramte områder viser enorme mængder vand og mudder, der med stor kraft rammer bygninger, veje og køretøjer og blandt andet river en bro med sig.
På den kinesiske side af grænsen var der torsdag morgen udkommanderet mere end 1000 redningsfolk, oplyser den statslige kinesiske tv-station CCTV. Med hjælp fra hunde og droner søgte de efter overlevende.
Redningsarbejdet besværliggøres, da store køretøjer og tungt udstyr ikke kan nå frem til katastrofeområdet.
Det danske udenrigsministerium oplyste onsdag til Ritzau, at ministeriet ikke har fået henvendelser fra danskere, der skulle befinde sig i det berørte område.
RITZAU




