Paris, 30/03/2026 - 21:34
Celine Dion gør comeback med koncertrække i Paris
Nogle år efter at have fået konstateret autoimmun sygdom har Celine Dion det bedre og er klar til koncerter.
Alice Chiche/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den canadiske sangerinde Celine Dion vender efter en længere pause tilbage til koncertscenen med ti optrædener i den franske hovedstad, Paris.
Det meddeler sangerinden - der i 2022 fortalte, at hun havde fået konstateret den autoimmune sygdom stiff person-syndrom - på sociale medier mandag.
Det er samtidig popstjernens 58-års fødselsdag.
- I år får jeg mit livs bedste gave, siger hun ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Jeg får chancen for at se jer, for at optræde for jer igen.
De ti koncerter finder sted i september og oktober i Paris La Defense Arena.
Stiff person-syndrom får kroppen til at danne antistoffer mod sit eget væv og forårsager stivhed i musklerne og smertefulde kramper.
Sangerinden siger dog, at hendes tilstand nu er blevet forbedret.
Celine Dion optrådte i 2024 til åbningsceremonien ved OL i Paris, men koncerterne i Paris bliver hendes første større koncertrække, siden hun trådte tilbage fra rampelyset i 2022.
/ritzau/




