Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 08/06/2023 - 04:50

Uenige anmeldere både roser og diskvalificerer dansk thriller

Anmelderkorpset er dybt uenigt om Julie R. Ølgaards nye thriller om kvindedrab, der har premiere torsdag.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

"Englemageren" er alt andet end en vellykket krimi.

Sådan lyder den hårde dom over ny film af Julie R. Ølgaard og Esben Tønnesen i en anmeldelse i Politiken torsdag. Her får filmen to hjerter.

- Det krymper sig i mig af ubehag, når jeg ser endnu en udpenslet krimi om mænd, der hader kvinder, skriver avisens anmelder Kim Skotte.

Julie R. Ølgaard spiller selv med i den psykologiske thriller, der har premiere torsdag. Her har hun rollen som kriminalbetjenten Laura, der har specialiseret sig i cyberkriminalitet og vender tilbage fra sygeorlov for at tage del i en efterforskning.

Også i Jyllands-Posten får filmen to stjerner.

- Ølgaard og Tønnesen forsøger forsigtigt at sige noget relevant, men sovser deres pointer ind i en usædvanligt dårlig kriminalintrige, som man skal være ufattelig tyndhudet for at lade sig rive med af, lyder det i Jyllands-Posten, hvor Katrine Sommer Boysen har anmeldt filmen.

Heller ikke Berlingskes anmelder er begejstret.

- Troværdigheden skrider i dansk film om sadistisk kvindemorder, lyder det fra Thomas Brunstrøm.

Han spørger i anmeldelsen sig selv om, hvorvidt verden "virkelig" har brug for endnu en film om en stjernepsykopatisk seriemorder, der dræber kvinder, og tildeler filmen tre stjerner.

Lidt mere positivt stemt er Bo Tao Michaëlis, der har anmeldt "Englemageren" for filmmagasinet Ekko.

I modsætning til avisernes anmeldere kalder han filmens handling "gammel vin på nye flasker".

- Den er både spændende og effektiv, skriver Michaëlis og giver filmen fire stjerner.

- Dansk krimithriller formår fermt at skildre jagten på en sadistisk seriemorder, der slår unge kvinder ihjel, lyder det.

I Alt for damerne fremhæves især kameraarbejdet, som anmelder Stephanie Caruana roser.

- Kameraarbejdet af Sophie Caroline Gohr er stærkt, smukt og dragende, og giver nye facetter på en type fortællinger, som publikum kender, skriver Caruana.

Hun giver filmen fire hjerter.

/ritzau/

Oslo, 10/09/2024 - 13:36

Norsk politi advarede Mette-Marits søn længe inden anholdelse

Lise Aserud/Ritzau Scanpix

Marius Borg Høiby, der er sigtet for trusler og vold mod sin ekskæreste, blev opsøgt af politiet sidste år.

Norsk politi havde sidste år en "forebyggende samtale" med Marius Borg Høiby, der er kronprinsesse Mette-Marits søn.

Det bekræfter Frode Larsen, der er enhedsleder i Oslo politidistrikt, over for den norske avis Aftenposten.

- Politiet foretager jævnligt forebyggende samtaler med enkeltpersoner, som befinder sig i et kriminelt miljø. Samtalerne er et tidligt forebyggende tiltag, siger Frode Larsen.

Den 27-årige Marius Borg Høiby blev i begyndelsen af august i år anholdt og sigtet for trusler og vold mod sin daværende kæreste.

Politiet i Norge efterforsker yderligere to mulige voldssager mod Marius Borg Høiby. Her er det to andre ekskærester, Nora Haukland og Julianne Snekkestad, der er de forurettede.

Der er endnu ikke rejst sigtelse mod Marius Borg Høiby i de to sager.

Det er uvist, hvad samtalen konkret handlede om, da politiet sidste år opsøgte Marius Borg Høiby. Politiet mødte op på godset Skaugum, hvor Marius Borg Høiby dengang boede.

Samme sted bor kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon.

Frode Larsen fortæller, at samtalen blandt andet blev vurderet nødvendig, "fordi politiet har et udvidet ansvar for kongehusets og kongefamiliens medlemmers sikkerhed".

Der er løbende kommet nye oplysninger frem om Marius Borg Høiby, siden han i begyndelsen af august blev anholdt.

I sidste uge blev det kendt, at kronprinsesse Mette-Marits søn har fået et polititilhold mod en ekskæreste. Der er tilsyneladende tale om den kvinde, der anmeldte Marius Borg Høiby for vold i august.

Selv om den 27-årige nordmand er søn af kronprinsesse Mette-Marit, er han ikke en del af det officielle kongehus i Norge.

Mette-Marit fik ham således, før hun mødte kronprins Haakon og giftede sig ind i den norske kongefamilie.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 10/09/2024 - 12:51

Frontmand forlader dansk rocksucces efter 30 år

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Næste år giver Mew to store koncerter i anledning af bandets perlejubilæum efter tre årtier sammen. Det bliver samtidig forsanger Jonas Bjerres svanesang.

2025 markerer 30-året for dannelsen af det danske rockband Mew.

Det bliver markeret med to koncerter i henholdsvis Royal Arena i København og i Aarhus Congress Center i smilets by næste år.

Det bliver samtidig sidste mulighed for at høre Mew med forsanger Jonas Bjerre.

Han stopper i bandet, når sidste strofe i jubilæumskoncerterne er sunget.

Det oplyser han i en pressemeddelelse fra underholdningsagenturet Live Nation Denmark.

- Jeg er nået til den erkendelse, at det er tid for mig personligt at begive mig ud på en anden rejse og fokusere på andre kreative projekter, uddyber Jonas Bjerre.

Sideløbende med Mew er Jonas Bjerre også en del af supergruppen Apparatjik. Udtrykket "supergruppe" betegner en gruppe, der består af medlemmer fra andre succesfulde bands.

Sådan en er Apparatjik, som ud over Jonas Bjerre udgøres af Guy Berryman fra Coldplay og Magne Furuholmen fra a-ha.

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, om Apparatjik omfatter de kreative projekter, som Jonas Bjerre omtaler, at han nu vil fokusere på.

Mew-medstifterne Johan Wohlert og Silas Jørgensen støtter fuldt ud op om Jonas Bjerres beslutning, lyder det i pressemeddelelsen.

Det fremgår ikke, om Jonas Bjerres exit er en endegyldig afsked med Mew, der som bekendt næste år fejrer 30 år sammen.

- Ingen ved deres fulde fem ville have forestillet sig tilbage i 1995, at vi stadig ville være her, da vi startede med at lave larm i Jonas' teenageværelse. Men det gjorde vi! Måske var vi ikke ved vores fulde fem - på en mission. Vi turde drømme og drømme stort - sammen, siger Jonas Bjerre, Johan Wohlert og Silas Jørgensen samstemmigt i pressemeddelelsen.

I 1997 udkom Mews debutplade, "A Triumph for Man".

Mews helt store gennembrud kom i 2000 i forbindelse med udgivelsen af bandets andet album, "Half the World Is Watching Me", der indeholdt hits som "Am I Wry? No", "153" og "Comforting Sounds".

Tre år efter udkom albummet "Frengers", som også er det, bandet kalder sin fanskare. "Frengers" er en sammenskrivning af ordene "friend" og "stranger" - på dansk "ven" og "fremmed".

Mew har især også udmærket sig med sin plade fra 2005, "And the Glass Handed Kites", der rummede sange som "Special" og "The Zookeeper's Boy".

Bandets seneste plade, "Visuals", udkom i 2017.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 10/09/2024 - 10:00

FAKTA: Tip til at plukke havtorn

* Når havtornens bær er modne, splatter de let ud. Derfor foretrækker de fleste at klippe grenen med bærrene af frem for at plukke dem af.

* Klip dog kun den yderste spids af. Både af hensyn til andre og til planten.

* Når du kommer hjem, kan grenen med fordel smides direkte i fryseren. Herefter kan man let nulre de frosne bær af, uden at de smatter sammen.

Kilde: naturvejleder Marie Roland fra Naturstyrelsen Storstrøm.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 10/09/2024 - 10:00

Nordens citron kan bruges til at forny de velkendte retter

Vaclav Salek/Ritzau Scanpix

Er de gamle klassikere fra kogebogen blevet lidt støvede, kan du prøve at på opdatere dem med det lille delikate bær havtorn.

Nordens citron, appelsin eller passionsfrugt.

Kært barn har mange navne, og spørger man kok og medindehaver af virksomheden Sanketure Thomas Askov, så er der ingen over eller ved siden af i de danske landskaber: Havtorn er nummer et.

- Det er helt vildt, at vi herhjemme har sådan et bær, der er så lækkert. Jeg elsker smagen og strukturen, siger han om de orange bær, der undertiden også kaldes sandtorn, klittorn, klittjørn og havtidsel.

Han er så stor fan, at han kan finde på at smide havtorn i det meste.

- Hvis der er nogle lidt oldschool retter, kan man bruge havtorn til at opdatere dem til noget rigtig lækkert, siger Thomas Askov.

For eksempel kan en klassisk rødgrød blive til en gulgrød, og salte citroner kan erstattes med ditto havtorn, foreslår kokken.

En af hans helt simple favoritter er en saft, der består af havtorn, vand, citron og sukker.

- Den kan man nærmest drikke som appelsinjuice, siger han begejstret.

Opskriften er i runde tal et kilo havtorn, en liter vand, to deciliter citronsaft og sukker efter smag.

- Jeg bruger også saften i min lyse, alkoholfri gløgg, fordi den tilføjer en fantastisk note, fortæller Thomas Askov.

Derudover falder valget i køkkenet ofte på havtorn, når kokken skal servere dessert for sine gæster.

Havtorn gør sig nemlig særdeles godt som et syrligt modspark i det søde køkken. Det kan være til en panna cotta eller en hvid chokolademousse, foreslår kokken.

- Er du løbet tør for rosiner, kan du også putte havtorn i dine teboller i stedet, tilføjer han.

Vil du selv ud at plukke de smagfulde bær, skal du bevæge dig i retning af bølgernes brusen, fortæller Marie Roland, som er naturvejleder ved Naturstyrelsen Storstrøm.

- Udbredelsen af havtorn kan nærmest tegne danmarkskortet, for den kan findes langs det meste af kystlinjen. Den vokser på kystskrænter, og der hvor der er noget krat, før man kommer ud på selve stranden.

- Den er særligt glad for blottet mineraljord og kan også findes i gamle grusgrave og baneterræner. Steder, hvor vi mennesker graver lidt op og blotter mineraljorden, forklarer naturvejlederen.

Havtorn tilhører sølvbladsfamilien, og de aflange blade har et sølvskinnende skær på undersiden. Bærrene sidder helt inde langs stammen.

Når Marie Roland støder på buskene, er det dog sjældent, at hun bare spiser de friske bær. De er nemlig meget sure og sammensnerpende i sig selv, fortæller hun.

Derfor gør de sig bedst i en sødet version eller i kombination med andre frugter.

- Smagen er aromatisk og passionsfrugtagtig og er god i kombination med andre sødere sager. Det kan for eksempel være i marmelader, hvor man kan blande den med æble eller pære, siger Marie Roland.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek