Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 23/05/2020 - 07:00

Danske popstjerner husker kun fem X Factor-vindere gennem tiden

Christopher, Jada, Hjalmer og gruppen Jung kæmpede fredag om at nævne flest tidligere X Factor-vindere.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Af: Af Tim Ramsland, Ritzau Fokus

"X Factor" har de seneste 12 år været fast fredagsinventar i de danske stuer. Programmet kulminerer altid med, at vinderen findes, men hvem har egentlig vundet gennem tiden?

Det spørgsmål blev de danske popstjerner Christopher, Jada, Hjalmer og Jung udfordret på fredag aften før første del af dette års "X Factor"-finale. Og svaret viste sig at være sværere end som så.

- Jeg stillede min far samme spørgsmål. Han sagde Basim. Det passede jo ikke helt, siger Sigurd Boesen fra popgruppen Jung om Basim, der røg ud i første udgave af "X Factor" i 2008.

Jung diskede dog hurtigt op med tre fornavne, der også var sangprogrammets første tre vindere: Martin, Linda og Thomas.

Efter lidt tænketid kom gruppen Embrace, der vandt i 2016, og Morten, der vandt i 2017, op af hatten. Så i alt fem vindere ud af i alt 12 kunne Jung huske.

Popikonet Christopher var fredag aften på X Factor-scenen med 15-årige Mathilde Caffey.

Før aftenens show skød han som en cowboy i en duel de første fire vindernavne fra hoften i lynfart: Martin, Thomas, Ida og Linda. Alle korrekte. Og så det sidste navn: Sarah, der vandt i 2011.

Fem rigtige for Christopher og dermed en tangering af Jungs hukommelsesevner.

Jada, der fredag aften fyrede den af med Alma Agger, havde sværere ved at huske, hvem søren der har vundet programmet gennem tiden.

Martin vandt allerførste udgave, og det kunne hun huske. Men flere blev det ikke til. Én ud af 12 til den selverklærede diva, der dog kæmpede bravt for at huske vinderne.

- Der var to fantastiske sangerinder. Dem? Der var også hende med det lyse hår. Mette? Og så var der ham med hatten. Det er så nært, jeg kan komme, sagde Jada grinende.

Til sidst blev det med Hjalmers tur. Singer-songwriteren brillerede på scenen med gruppen Smokey Eyes, men havde sværere ved at brillere i konkurrencen om at nævne flest tidligere vindere.

Sidste års vinder, Kristian, og "X Factors" første to vindere, Martin og Linda, kunne han huske.

Tre nævnt og en masse glemt. Og en respektabel andenplads til Hjalmer i den lille konkurrence, hvor både Jung og Christopher altså ender øverst på podiet.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek