' /> '> Nye sanktioner mod Rusland kan vedtages på denne uges EU-topmøde
Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bruxelles, 20/10/2025 - 09:20

Nye sanktioner mod Rusland kan vedtages på denne uges EU-topmøde

EU-landene vil enes om den 19. sanktionspakke i denne uge. Det forventer EU's udenrigschef, Kaja Kallas.

Nicolas Tucat/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Når statsminister Mette Frederiksen (S) og de øvrige EU-landes stats- og regeringschefer torsdag samles til topmøde i Bruxelles, vil de formentlig vedtage den 19. sanktionspakke mod Rusland.

Det forventer EU's udenrigschef, Kaja Kallas.

Der var optræk til, at sanktionspakken kunne blive vedtaget på mandagens udenrigsministermøde, men det kommer ikke til at ske, siger Kallas på vej ind til mødet.

- Vi forventer at vedtage den 19. sanktionspakke i denne uge. Det bliver desværre ikke i dag. Men vi har et EU-topmøde på torsdag, siger Kaja Kallas.

Det sker for at øge presset på Rusland for at slutte fred, fastslår Kallas.

- Vi ser præsident Trumps forsøg på at bringe fred til Ukraine. Det hilser vi velkomment. Men vi ser ikke tegn på, at Rusland ønsker fred. Rusland forstår kun styrke.

- Rusland forhandler kun, når de bliver presset til det. Så vi diskuterer, hvad vi mere kan gøre, siger Kaja Kallas.

I forslaget til den 19. sanktionspakke lægger EU-Kommissionen for første gang op til at indføre sanktioner på flydende naturgas fra Rusland.

Samtidig har EU-Kommissionen foreslået at fremrykke deadline for udfasningen af den russiske gas frem fra 1. januar 2028 til 1. januar 2027.

Begge dele sker for at ramme Ruslands indtjening på salg af gas, som er med til at finansiere Ruslands invasion af Ukraine.

- Vi ser på, hvad vi mere kan gøre. Vi diskuterer blandt andet med medlemslandene, hvordan vi bedre kan koordinere vores indgreb over for Ruslands skyggeflåde, siger Kaja Kallas.

Ved præsentationen af forslaget til den 19. sanktionspakke fastslog EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, at formålet er at ramme Ruslands krigsøkonomi, som "opretholdes af indtægter fra fossile brændstoffer".

Derfor lægger forslaget blandt andet op til at indføre sanktioner mod yderligere 118 skibe fra skyggeflåden.

De store russiske energihandelsvirksomheder Rosneft og Gazpromneft skal ifølge forslaget pålægges et fuldstændigt transaktionsforbud. Andre virksomheder vil også blive omfattet af en indefrysning af aktiver.

- Vi går nu efter dem, der giver brændstof til Ruslands krig ved at købe olie i strid med sanktionerne.

- Vi retter os mod raffinaderier, oliehandlere og petrokemiske virksomheder i tredjelande, herunder Kina. På tre år er Ruslands olieindtægter i Europa faldet med 90 procent. Nu vender vi definitivt bladet, sagde von der Leyen, da hun fremlagde forslaget.

Ud over at ramme Ruslands olie vil EU-Kommissionen i 19. sanktionspakke også stoppe de "finansielle smuthuller", som Rusland bruger til at "omgå sanktionerne".

Det sker med forslag om transaktionsforbud for yderligere banker i Rusland og for banker i tredjelande. Samtidig lægger forslaget op til at ramme kryptoplatforme og forbyde transaktioner i kryptovalutaer.

EU-Kommissionen vil i den 19. sanktionspakke også indføre nye eksportrestriktioner for varer og teknologier, der anvendes på slagmarken. Det gælder blandt andet droner.

/ritzau/

Oslo, 22/10/2025 - 19:34

Forlag erkender flere fejl i bog om norsk kronprinsesses søn

Jonas Fæste Laksekjøn/Ritzau Scanpix

Billedtekst og passage om pengeoverførsler bliver rettet, inden nye versioner af bog rammer hylderne.

Forlaget Aschehoug, der står bag bogen "Hvide striber, sorte får" om den norske kronprinsesses søn Marius Borg Høiby, vil rette en række fejl i bogen i næste oplæg.

Det skriver Aftenposten ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

Det er Marius Borg Høibys forsvarere, Ellen Holager Andenæs og Petar Sekulic, der har bedt forlaget fjerne en række oplysninger.

Blandt andet har advokaterne bedt forlaget rette en billedtekst under et billede af et kunstværk, der ser ud til at vise en person tage kokain.

Forfatterne til bogen, Torgeir Krokfjord og Øistein Monsen, har ifølge NTB skrevet, at kunstværket "ser ud til at vise Marius Borg Høiby".

Men den påstand anfægter kunstnerduoen Broslo, der står bag værket.

- Jeg kan bekræfte, at det ikke er ham. Det er en dame på billedet, har den ene halvdel af duoen, Junny Hurts, sagt til VG.

Kunstnerduoen har desuden fortalt, at billedet er opstillet.

Derfor bliver billedteksten rettet, inden bogen går i trykken med det næste oplag.

Kunstnerne bag værket vil også blive krediteret i den nye udgave, hvilket de ikke var i førsteudgaven.

På samme måde bliver det også rettet, at en påstand i bogen lyder, at Høiby har gennemført "hundredvis" af pengeoverførsler til én navngiven person, mens det rigtige er, at overførslerne er sendt til flere personer.

Både det norske kongehus og forsvarerne har været kritiske over for bogen.

- Vi ønsker ikke at kommentere alle detaljerne og påstandene i bogen. Bogen indeholder en række usandheder, udokumenterede påstande og insinueringer, delvist fra anonyme kilder, siger kongehusets kommunikationschef Guri Varpe til NRK.

Bogens forfattere hævder at have anonyme kilder i politiet.

Men i samme artikel fra NRK afviser norsk politi en anklage om, at politibetjente skal have observeret Høiby sælge kokain i Oslo.

Forsvarerne, der har bedt forlaget rette fejlene, repræsenterer Marius Borg Høiby, der er tiltalt for 32 forhold som ud over voldtægter blandt andet omhandler mishandling i nære relationer og flere voldshandlinger.

I en erklæring udsendt sidste år erkendte Høiby, at han havde været voldelig over for sin daværende kæreste, mens han var påvirket af alkohol og kokain.

Han udtalte, at han havde kæmpet mod stofmisbrug i længere tid. Han havde tidligere været i behandling. En behandling, som han ville genoptage, lød det.

Hans advokater bekræfter nu over for norsk TV 2, at han igen er i behandling.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 22/10/2025 - 10:42

Peter Orry stopper som chefredaktør hos JFM

Jacob Schultz/Ritzau Scanpix

Et samarbejde med Berlingske Media medfører, at der skal indføres en ny ledelsesstruktur hos JFM.

Peter Orry stopper som ansvarshavende chefredaktør for mediehuset JFM.

Det bekræfter han over for MediaWatch.

Mediet skriver desuden, at det fremgår af et nyhedsbrev, som er blevet sendt ud internt til medarbejdere i JFM onsdag.

Tidligere i oktober blev det meldt ud, at JFM, tidligere Jysk Fynske Medier, og Berlingske Media indgår et samarbejde.

Det indebærer, at Berlingske Medias ejer, norske Amedia, overtager 30 procent af aktierne i JFM, som samtidig får 30 procents ejerskab af Berlingske Media.

Samarbejdet betyder, at der skal indføres en ny ledelsesstruktur i toppen af JFM, skriver MediaWatch.

Den indebærer, at der fremover også skal være en finansdirektør, og at rollen som administrerende chefredaktør ændres til en rolle som nyhedsdirektør. Rollen som ansvarshavende flyttes ud til chefredaktører på de enkelte udgivelser.

Hidtil har JFM's direktion foruden Peter Orry bestået af topchef Jesper Rosener og viceadministrerende direktør Bjarne Munck.

Ifølge MediaWatchs oplysninger skal Peter Orry ikke varetage den kommende rolle som nyhedsdirektør. Men ifølge mediets oplysninger bliver han i koncernen i en anden rolle.

Som led i aftalen skal Berlingske fremover levere indhold til JFM's landsdækkende udgivelse, Avisen Danmark.

Jesper Rosener har tidligere oplyst til MediaWatch, at erhvervsmediet Erhverv+ lukker. Fremover skal erhvervsdækningen samles i JFM's øvrige udgivelser.

Det betyder, at der er blevet nedlagt stillinger på Avisen Danmark og på Erhverv+.

Ifølge Jens Bertelsen, som indtil nu har været erhvervsredaktør på Avisen Danmark, er alle redaktionelle medarbejdere på Avisen Danmark blevet opsagt. Det har han skrevet på LinkedIn.

64-årige Peter Orry har været ansvarshavende chefredaktør på JFM siden 2017. Før han blev ansvarshavende for alle koncernens udgivelser, delte han ansvaret med Troels Mylenberg.

Peter Orry sidder desuden i bestyrelsen hos både Radio IIII og Ritzau.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 22/10/2025 - 09:00

FAKTA: Hvad er en vpn?

* Vpn står for virtuelt privat netværk. Den gør din internetforbindelse usynlig, så den ikke kan overvåges af andre, uanset hvor du logger dig på.

* Der er tale om en løsning, som etablerer en slags sikker tunnel med krypteret internettrafik til og fra din computer eller mobil.

* En vpn beskytter altså dine data. Men den beskytter ikke mod skadelige programmer som virus, digital svindel eller datalæk hos de tjenester, du bruger. Der er også vpn-tjenester, som tidligere har haft datalæk.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 22/10/2025 - 09:00

Fokus på privatliv: Det kan du bruge en vpn-forbindelse til

Charles Krupa/Ritzau Scanpix

En vpn kan kryptere din internetforbindelse og skjule din placering. Men den kan ikke beskytte mod hverken virus, digital svindel eller datalæk.

Hver gang du bruger internettet, efterlader du digitale spor. Din egen internetudbyder kan se, hvilke hjemmesider du besøger, og når du bruger offentlig wi-fi, risikerer du, at uvedkommende kigger med.

For nogle forbrugere har løsningen været at installere et vpn-program, der er et virtuelt privat netværk, som lover anonymitet og sikkerhed på nettet.

Det kan opleves som en beskyttelse, i en tid hvor personlige data er blevet en handelsvare, som både virksomheder og kriminelle vil have fingrene i.

Men en vpn-forbindelse løser ikke alle problemer, fortæller Ivan Bjerre Damgård, der er professor i datalogi på Aarhus Universitet. For en vpn beskytter ikke mod skadelige programmer som virus, digital svindel eller datalæk hos de tjenester, du bruger.

- Man kan prøve at forestille sig en vpn-forbindelse som en krypteret tunnel, der forhindrer, at andre udefra kan kigge med, når man bruger nettet, siger han.

- Men om en vpn øger din sikkerhed, afhænger af, om det netværk, du får adgang til med en vpn, er bedre beskyttet end det, du ellers ville bruge.

Hvis du har en arbejdscomputer, har den typisk en vpn, der kan bruges, når du er væk fra kontoret. Den etablerer en beskyttet forbindelse, så du har samme sikkerhed og beskyttelse, som hvis du sad på kontoret.

Men hvis du vil købe en vpn til privat brug, er der mange udbydere, og det kan være svært at finde ud af, hvor godt en bestemt vpn beskytter.

Udbyderen bør dog forklare tydeligt, hvordan den virker, og om den gemmer noget om dig.

Inden du vælger at bruge penge på en vpn, bør du gøre op med dig selv, hvad du ønsker at beskytte dig mod. Sådan lyder det fra formand for Rådet for Digital Sikkerhed Henning Mortensen.

- Jeg ville selv starte med at gennemgå mobilapps, jeg har installeret, og slette dem, jeg ikke bruger, for at undgå, at de høster mine data, siger han.

Henning Mortensen anbefaler, at du derefter finder ud af, hvilken form for beskyttelse du har brug for, når du bruger din computer og mobiltelefon. Du vil måske undgå, at uvedkommende får fat i dine data.

Nogle vpn-tjenester overvåger, om dine personlige data bliver delt på det mørke net. Det er en krypteret del af nettet, som ofte bruges af kriminelle.

- Det kan være rart at få at vide i god tid, hvis dine personlige oplysninger er blevet lækket og solgt til nogen med dårlige hensigter, siger Ivan Bjerre Damgård.

- Men man skal selvfølgelig undgå selv at dele sit kodeord med en tjeneste for at finde ud af, om det er blevet lækket et sted.

Kriminelle bruger typisk personlige data til digital svindel og identitetstyveri.

Der er også vpn-tjenester, som tilbyder en midlertidig mailadresse, som sender beskeder videre til din rigtige indbakke.

- Det er noget ekstra, som ikke er relateret til vpn-forbindelsen. Videresendelsen kan være en god løsning, hvis man er bange for at modtage spam, fordi man så bare kan slå den fra igen, siger Henning Mortensen.

En anden beskyttelse, som en vpn-forbindelse tilbyder, er muligheden for at skjule din fysiske placering, så det ser ud, som om du befinder dig et helt andet sted.

Ivan Bjerre Damgård vurderer, at det især er den funktion, som får forbrugere til at købe en vpn.

Nogle forbrugere bruger muligheden for at ændre fysisk placering til at tilgå geografisk blokeret indhold på streamingtjenester, da udvalget kan variere fra land til land.

Med en vpn kan man få det til at se ud, som om man befinder sig i eksempelvis USA. Men det fremgår typisk af streamingtjenesternes vilkår, at det ikke er tilladt at tilgå en tjeneste via en vpn.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek