Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 28/07/2026 - 02:11

USA's handelsrepræsentant forsvarer amerikanske toldsatser mod EU

USA har indført toldsatser imod 60 handelspartnere, heriblandt EU, efter at tidligere toldsatser udløb fredag.

Af: /ritzau/Reuters

Jamieson Greer, der er USA's handelsrepræsentant, siger, at USA's nye toldsatser mod 60 af landets handelspartnere, heriblandt EU, sandsynligvis ikke vil have nogen økonomisk effekt.

Det siger han til mediet Fox News.

- Jamen, jeg tror slet ikke, at det vil have nogen effekt, siger Greer, da han bliver spurgt om, hvorvidt toldsatserne vil påvirke den amerikanske centralbanks beslutninger i løbet af ugen.

- Det er en række toldsatser, der omfatter en mindre gruppe - det er ikke hele verden. Mange af satserne minder meget om hinanden, så det burde ikke have nogen økonomisk effekt, der adskiller sig fra det, vi allerede har oplevet, siger han.

Tolden blev annonceret torsdag aften, i forbindelse med at en global told på 10 procent, der trådte i kraft i februar, udløb fredag morgen klokken 06.01 dansk tid.

Greer begrundede tolden med, at de 60 handelspartnere ikke har indført og håndhævet, hvad der beskrives som et forbud mod import af varer, der er fremstillet ved tvangsarbejde.

Ifølge Greer vil administrationen fortsætte en anden toldundersøgelse, som er rettet mod industriel overkapacitet hos 16 vigtige handelspartnere, heriblandt EU, Kina, Vietnam og Mexico.

Når undersøgelsen er færdig, vil USA komme med et udspil, der kan føre til yderligere toldsatser, siger han.

RITZAU/Reuters

TjekDet - faktatjek