Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 31/03/2020 - 21:00

Ældre og sårbare skal vaccineres mod lungebetændelse

Alle over 65 år bliver fremover tilbudt gratis vaccination mod lungebetændelse for at lette sundhedsvæsenet.

Eric Gaillard/Reuters

Af: /ritzau/

Folketingets partier og regeringen har tirsdag aften vedtaget en ny vaccinationspakke, der blandt andet tilbyder gratis vaccination mod lungebetændelse til risikogrupper og alle over 65 år.

Det skriver Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Vaccinationspakken skal reducere antallet af sårbare patienter, som rammes af andre alvorlige infektionssygdomme.

Dermed skal den medvirke til at forhindre, at sundhedsvæsenet overbelastes under udbruddet af coronavirus i Danmark.

Regeringen er sammen med et enigt Folketing derfor nået til enighed om en bred indsats for vaccination af ældre, sårbare grupper og sundhedspersonale.

Den skal sikre, at færre af de mest sårbare patienter rammes af en alvorlig infektionssygdom såsom pneumokoksygdom, der kan medføre lungebetændelse og i nogle tilfælde blodforgiftning og hjernehindebetændelse.

Derudover indeholder pakken gratis vaccination mod influenza til sundhedspersonale samt til flere personer i risikogrupper.

Desuden fortsætter muligheden for gratis kighostevaccination til gravide.

Målet med vaccinationspakken er at nå 75 procents tilslutning for både pneumokokvaccination og influenzavaccination.

Det svarer til en forøgelse på omkring 50 procent i forhold til den nuværende deltagelse i vaccination mod influenza.

De første vacciner vil blive leveret i april og skal tildeles de mest sårbare grupper.

Det vil sige, at det først er beboere på plejehjem og ældre over 65 år med fysiske lidelser som eksempelvis kronisk lungesygdom, der bliver vaccineret.

Til efteråret vil alle ældre over 65 år samt særlige risikogrupper også blive tilbudt vaccination mod pneumokokker.

Vaccinationerne vil blandt andet kunne fås hos egen læge.

Derudover opfordrer Sundheds- og Ældreministeriet kommunerne til i højere grad at tilbyde beboere på plejehjem at blive vaccineret, hvor de bor.

/ritzau/

København, 27/07/2025 - 08:00

Silas Holst om datteren: Hun har pissegod smag

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Silas Holsts datter Maggie My følger i sin fars fodspor som skuespiller. Ligesom musicalperformeren selv bobler hun på scenen, fortæller han.

Den danske skuespiller og tidligere danser Silas Holst har fået sig en ny sparringspartner.

Sparringspartneren hedder Maggie My, og de to kender hinanden ganske godt.

Der er nemlig tale om Silas Holsts tiårige datter, der ligesom sin far har sat gang i sin teaterkarriere på Eventyrteatret i Søborg.

De to arbejder i øjeblikket sammen på teatrets efterårsforestilling "Alice i eventyrland", der opføres i Glassalen i Tivoli til oktober.

Og de 20 minutter, det tager at køre hjem fra teatret til huset i Brønshøj, er blevet musicalperformerens yndlingstidspunkt på dagen.

- Hun har mange gode pointer til, hvad hun synes er fedt, og hvad vi måske skal lave om. Jeg lytter faktisk rigtig meget til, hvad hun siger, fordi hun har - overraskende nok - pissegod smag, siger han og indskyder:

- Hvis selv en tiårig tænker, at det er noget lort, så skal det nok laves om.

Maggie My indtager en af rollerne i stykket, mens Silas Holst agerer manuskriptforfatter, koreograf og instruktør.

Netop nu står den 42-årige performer også selv på de skrå brædder, når han endnu en gang spiller Christian i musicalen "Moulin Rouge", der frem til 17. august genopføres i Operaen i København.

Tidligere på året kunne man opleve ham i musicalen "Strictly Ballroom", der blev det endegyldige punktum for Silas Holsts 35 år lange dansekarriere.

Karrierestoppet skete af hensyn til den mangeårige dansers krop, og selv om det var en svær beslutning, så er han ikke i tvivl om, at det var det rigtige at gøre.

- Jeg kunne sikkert godt have klaret ti år mere, men det havde ikke været sjovt.

- Jeg har altid lidt ondt i mit knæ og i min fod, men det tager ikke længere et kvarter, før jeg begynder at kunne gå på begge ben om morgenen, fortæller han.

Nu har Silas Holst "en hed drøm" om at kunne kombinere det at stå på scenen med at sidde med budgetter og beslutninger som kunstnerisk leder hos Eventyrteatret i nogle år endnu.

- På et tidspunkt tænker jeg, at det er helt naturligt, at jeg drosler mere og mere ned med skuespilarbejdet og sætter mig bag skrivebordet i stedet, siger han.

Og fordi Silas Holst selv som barn fik sin teaterdebut i Eventyrteatrets øvelokaler, mener han, at han har en særlig forståelse for de unge skuespillere, der begår sig på teatret.

- Jeg ved, hvad de her unge mennesker har brug for at få at vide. Jeg ved præcis, hvad de har brug for på forskellige tidspunkter, fordi det ligger så præsent i min egen krop.

- Jeg tænker rigtig meget over, hvad jeg fik med herfra dengang, jeg startede. Grundværdierne er stadig de samme som for 32 år siden. Jeg prøver at videreføre, at man ikke skal være så bange for at skille sig ud fra mængden, siger Moulin Rouge-stjernen.

- Jeg lærte på teatret, at jo mærkeligere man er, jo federe er man, fordi så er man i det mindste modig nok til at turde at gå sin egen vej. Og det er bare en rigtig god grundindstilling og en god lektie i livet.

Netop den lærdom har Silas Holst taget med sig fra teatret. Han har selv brugt filosofien både i privaten, men også i sit arbejdsliv, når han har været udsat for ubehagelige kommentarer.

- Jeg har prøvet at lære mig selv at vende ordet "mærkelig" til et kompliment, når jeg er blevet svinet til - og det er jeg blevet mange gange i min karriere, siger han.

Silas Holst fik sit folkelige gennembrud i TV 2's "Vild med dans", hvor han første gang satte sine dansesko tilbage i 2008 og senest i 2021, da han efter ni sæsoner sagde farvel til underholdningsprogrammet.

Den mangeårige danser fortæller blandt andet om at blive kaldt "bøsserøv" på Facebook, og at det i sidste ende var de mange negative kommentarer, der fik ham til at melde fra til "Vild med dans".

- Jeg fandt bare ud af, at når man stikker næsen frem i vores lille land, så bliver man også gennemsmadret af kommentarer og vrede på et niveau, hvor jeg til sidst kunne mærke, at min psyke ikke kunne holde til det længere, lyder det.

Efter omkring fire år uden TV 2's underholdningsprogram føler Silas Holst, at han nu er ude på den anden side.

Han bekymrer sig ikke længere om, hvad andre måtte tænke om ham, og han forsøger nu at give læringen fra sine livserfaringer videre til sine to børn, Maggie My og Bob Jones, som han har sammen med sin eksmand, Johannes Nymark, og sin gymnasieveninde Louise Mahnkopf.

I dag danner Silas Holst par med Nicolai Schwartz, og de to har været gift siden 2022.

- Det er ikke sikkert, at man får alle med på ens hold. Man kan ikke gøre alle glade, og man pisser sikkert også nogle mennesker af undervejs, hvis man skiller sig ud. Men hver gang, at jeg får skæld ud for at skille mig ud, så kan jeg også mærke en stolthed i min mave over, at jeg tør gå min egen vej.

- Hvis man har valget mellem at gå den lige vej og den buede vej, så tag den buede vej. Den er sikkert fuld af knubs og overraskelser, men det er også en meget mere interessant tur, fordi man ikke ved, hvor man ender, siger han og tilføjer:

- Dér handler det om at finde en indre ro i, at man er på rette vej, selv om andre synes, at det er forkert.

Og trods sine mange år i den danske underholdningsbranche og de udfordringer, der er fulgt med, har Silas Holst ingen betænkeligheder ved, at Maggie My bevæger sig ind i teaterverdenen.

- Jeg kan se, at hendes blik er fuldstændig det samme, som dengang jeg selv var barn. Hun elsker teater lige så meget som mig, siger han og tilføjer:

- Hun kan være en ret introvert pige, og det er hun slet ikke, når hun er på teatret. Der bobler hun, og som far bliver man ikke lykkeligere, end når ens børn bobler.

For Silas Holst er der ingen tvivl om, at datteren er landet på den helt rigtige hylde.

Også otteårige Bob Jones er allerede at finde i kunstens verden. I modsætning til sin far og søster er det dog ikke teatret, der får ham til at boble.

Det er i stedet det filmiske univers, der trækker.

Han er snart aktuel som hovedrollen i den kommende film "Jeg tror jeg elsker dig", som også er Silas Holsts debut som filminstruktør og inspireret af performerens egen opvækst.

Den tidligere danser understreger, at det ikke er vigtigt for ham, at børnene følger i hans fodspor.

- Jeg har ingen ambitioner på mine børns vegne, andet end at de skal gøre sig umage med, hvad end de gør. Så er jeg uendeligt ligeglad med, hvad det er.

"Moulin Rouge" spiller i Operaen frem til 17. august.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 26/07/2025 - 22:18

Wozniacki er blevet mor for tredje gang

Mike Frey/Ritzau Scanpix

Caroline Wozniacki er blevet mor for tredje gang. Max Wozniacki Lee blev født lørdag, oplyser tennisstjernen.

Caroline Wozniacki er lørdag blevet mor til sit tredje barn.

Det oplyser hun på det sociale medie Instagram.

- Max Wozniacki Lee, født 26. juli 2025. Mor og baby er sunde og raske, og vores familie kunne ikke være mere glad, skriver hun.

Sammen med den tidligere basketballspiller David Lee har den 35-årige danske tennisstjerne også børnene Olivia og James.

Tilbage i april annoncerede Wozniacki, at hun var gravid igen.

Det var efter måneders spekulationer om hendes tenniskarriere.

Wozniackis seneste professionelle kamp var 2. september sidste år, da hun blev sendt ud af US Open.

I forbindelse med French Open fortalte hun Ritzau, at hun ikke vil udelukke at spille professionel tennis efter at have fået sit tredje barn.

- Det er et godt spørgsmål. Det kommer an på, hvordan jeg har det, og hvordan kroppen har det. Jeg er ikke sikker på noget, og jeg tænker ikke så langt frem lige nu, sagde Caroline Wozniacki i slutningen af maj.

Wozniacki indstillede sin karriere for første gang i starten af 2020, men i sommeren annoncerede hun sine comebackplaner, der blev ført ud i livet få uger efter.

Hun nåede samme sommer ottendedelsfinalen i US Open, og den bedrift gentog hun, da hun sidste sommer deltog i grand slam-turneringen i New York.

Det var hendes to bedste resultater efter comebacket sammen med kvartfinalen i Indian Wells i marts 2024.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 27/07/2025 - 10:00

FAKTA: Forkæl jorden i køkkenhaven

* Du gavner jorden i køkkenhaven ved at så efterafgrøder.

* Efterafgrøder tilfører organisk materiale til jorden og virker dermed som en slags levende kompost.

* Det organiske materiale gøder jorden og gør den mere let og luftig.

* Efterafgrøder kan for eksempel være boghvede, honningurt eller blodkløver.

Kilde: Anne Stine Bruun, der er landskabsarkitekt og havefaglig rådgiver hos Haveselskabet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 27/07/2025 - 10:00

Plant jordbærplanter, høst frø, og gød kål i august

Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

I august kan du lade planternes forfald danne grobund for, at nyt liv kan spire frem.

Sommerens sidste måned byder på masser af muligheder for at motionere dine grønne fingre. For eksempel er det et oplagt tidspunkt at plante nye jordbærplanter.

Det siger Anne Stine Bruun, der er landskabsarkitekt og havefaglig rådgiver hos Haveselskabet, som er en landsdækkende forening for haveejere.

- Efter tre-fire år begynder jordbærplanterne at få små og dårlige bær, og så skal de skiftes ud med nogle nye. Det kan man gøre ved at købe nye planter eller ved at tage udløberne fra de gamle planter og plante dem i ny jord, fortæller hun.

Fra jordbærbedet kan du løfte blikket og gå en tur blandt havens afblomstrede stauder for at høste deres frø. Det kan for eksempel være stjerneskærm, blåhat eller sporebaldrian. Tøm eventuelt de tørrede frøstande ned i små papirsposer, og skriv på, hvilken plante frøene kommer fra, før du lægger dem til opbevaring et mørkt og tørt sted.

- Det er en hurtig måde at få mange planter på, lyder det fra Anne Stine Bruun.

I køkkenhaven byder augustkalenderen på gødning af knoldselleri, kål og porrer. Det fortæller havebogsforfatter Yen Frydensberg Egebak, der sammen med sin familie dyrker grøntsager året rundt på en nedlagt æblegård på Fyn.

- I august og september regner det typisk mere, samtidig med at vi stadig har varme i jorden. Det betyder, at det er tid til gødning af de kål, vi regner med at høste i løbet af efteråret og vinteren, siger hun.

Har du løg eller hvidløg, som du endnu ikke har hevet op, så er august i øvrigt sidste chance for at gøre det. Når det er gjort, kan du eventuelt så salat, dild, koriander, spinat, vårsalat og rucola. Du kan også lige nøjagtig nå at så sæsonens sidste portion buskbønner.

Inde i drivhuset opfordrer Yen Frydensberg Egebak dig til at gennemgå tomatplanterne for svampesygdommen skimmel.

- Luft godt ud i drivhuset, og fjern alle blade, der ligner, at de er ramt af skimmel eller i det hele taget ser syge ud. Sørg også for at plukke alle de ramte tomater, så de ikke hænger og rådner og smitter de andre planter, råder hun.

Tomatplanter på friland kan i samme ombæring med fordel beskæres, så der kommer mere luft i planterne, hvilket gør det sværere for skimlen at få fat.

Planlægger du vinterdyrkning af grøntsager, kan du allerede tage hul på forspiringen i august. På dette tidspunkt af året forspirer Yen Frydensberg Egebak blandt andet spinat, rucola, vårsalat, radiser, mizuna, pak choi og senneper.

- Alle asiatiske bladgrøntsager kan man forspire i august, siger hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek