Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 17/01/2026 - 09:45

Jalousi fik 32-årig til at kaste toårig lillebror i døden

Østre Landsret har ophævet referatforbud i sag om drab på toårig, og detaljer fra retsmøde kan nu gengives.

Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det var en form for jalousi, der tre dage før jul fik en 32-årig mand til at kaste sin halvlillebror i døden fra syvende sal fra en svalegang i et højhus i Høje Gladsaxe.

Efter drabsmandens opfattelse foretrak hans far og farens kone nemlig den lille dreng frem for de andre børn i familien, lod han de tilstedeværende i Retten i Glostrup forstå ved et retsmøde kort før jul.

- Han var deres favorit, lød mandens forklaring på, at han efter at have fået morgenmad i lejligheden hos sin far, sin stedmor og tre halvsøskende på ti, syv og to, løftede den lille op, bar ham udenfor og kastede ham ned.

Detaljerne i mandens forklaring har hidtil været forbudt at referere. Retten i Glostrup nedlagde nemlig et såkaldt referatforbud under retsmødet i december, men det har Østre Landsret nu ophævet.

Ritzau kan derfor nu fortælle de detaljer om den gruopvækkende sag, der kom frem i retten.

Forklaringen om, at den lille dreng var forældrenes favorit, kom mod slutningen af den 32-åriges forklaring, da han blev afhørt af sin forsvarsadvokat, Henrik Juel Monigatti Halberg.

Mandens første svar på specialanklager Rasmus Kim Petersens spørgsmål til motivet var et andet.

- Fordi jeg er kriminel, lød det lakonisk fra den 32-årige, som inden havde beskrevet, hvordan han den morgen havde taget bussen fra sin egen lejlighed i Mørkhøj nogle kilometer derfra og var gået det sidste stykke af vejen til Høje Gladsaxe.

Da han ankom til lejligheden, ringede han på og blev lukket ind af et af de tre børn og fik derefter noget morgenmad i lejlighedens køkken.

Den lille dreng kom ud til ham i køkkenet, mens de andre børn sad i et andet rum og så fjernsyn.

Ved retsmødet spurgte anklageren ind til, om den lille havde gjort noget, som fik den 32-årige til at slå ham ihjel.

- Hvad kan en toårig gøre? Jeg skal bearbejde det her. Jeg har ikke mere at sige, lød det fra den sigtede, inden forsvarsadvokaten overtog afhøringen.

Det er anden gang, at den 32-årige dræber et nærtstående familiemedlem. I 2014 knivdræbte han sin mor. Han var dengang 20 år, hans mor 42 år. Også dengang var der børn til stede, da manden begik sin udåd.

Drabet på moren skete i samme boligblok som drabet på lillebroren og udløste en dom til anbringelse på en retspsykiatrisk afdeling. For den unge mand er ikke mentalt rask, men er skizofren-paranoid.

Under anbringelsen på den retspsykiatriske afdeling modtog drabsmanden behandling og fik medicin mod sine lidelser, og i 2022 bestemte en dommer, at foranstaltningen mod manden kunne ændres til en behandlingsdom.

Han flyttede i egen lejlighed, men var fortsat tvunget til at modtage behandling i det psykiatriske system. Det varede frem til december 2024, hvor foranstaltningen blev ophævet.

Et år senere dræbte han igen et familiemedlem - og det endda med en uhyggelig kynisme.

Ved retsmødet 22. december fortalte manden, at han først havde løftet sin lillebror op, som man på almindelig vis løfter et lille barn. Han havde taget ham under armhulerne.

Herefter gik han ud på svalegangen, og fordi det var koldt, tog han både sko og jakke på. Men på vej ud af lejligheden tabte han den ene sko. Efter at have kastet lillebroren i døden på asfalten 25 meter under dem, gik han tilbage ind for at hente den tabte sko.

Ved retsmødet blev det bestemt, at den 32-årige skal mentalundersøges.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek