Ishøj, 09/05/2026 - 10:19
Mindst 15 skud blev affyret mod kolonihave på Vestegnen
Automatvåben blev brugt til at skyde mod kolonihave i Ishøj. Ingen er lørdag formiddag anholdt i sagen.
Af: /ritzau/
Der blev brugt et automatvåben af typen AK-47, da der blev affyret mindst 15 skud mod en kolonihave i Ishøj natten til fredag, skriver Ekstra Bladet.
Ingen kom til skade i skudepisoden.
Københavns Vestegns Politi efterforsker sagen, men lørdag formiddag er det endnu ikke lykkedes at pågribe nogen. Det oplyser vagtchef Paw Skou.
- Der pågår efterforskning, og vi har ikke nogen anholdte, siger han til Ritzau lørdag formiddag.
Det var kort efter midnat natten til fredag, at politiet modtog anmeldelser fra flere personer i haveforeningen, der mente, at de havde hørt skud.
Efter anmeldelserne rykkede politiet ud med seks patruljer og nogle kriminalteknikere, der stadig befandt sig på adressen i det vestlige Ishøj fredag formiddag.
Vicepolitiinspektør Charlotte Skovby ville fredag formiddag ikke kommentere efterforskningen. Hun henviste til, at efterforskningen endnu var i en tidlig fase, og at det var for tidligt at udtale sig om eksempelvis årsager og motiver.
Derfor er der ikke meldt noget ud om, hvorvidt skuddene i nattemørket eksempelvis kan skyldes et opgør i et kriminelt miljø.
Dog har Ekstra Bladet og TV 2 skrevet, at kolonihaven, der blev beskudt, tilhører en Comanches-rocker, nærmere bestemt eksbokseren Patrick Nielsen.
Comanches ligger i konflikt med den forbudte bande Loyal To Familia (LTF), og der har i de seneste måneder været angreb i Jylland, som knyttes til konflikten, heriblandt skud mod tatovørforretningen Royal Ink i Aalborg 7. april.
Ejeren af forretningen er præsident for Comanches' afdeling i Aalborg.
Patrick Nielsen er ud over sin boksekarriere kendt for at have deltaget i tv-succesen "Vild med dans", hvor han i 2011 opnåede en andenplads sammen med dansepartneren Claudia Rex.
Han har også medvirket i realityformatet "Paradise Hotel" tilbage i 2013.
I 2020 fortalte Patrick Nielsen i et interview med B.T., at han havde meldt sig ind i den berygtede rockerklub Satudarah. Klubbens danske del skiftede i 2023 navn til Comanches.
I 2021 blev han dømt for grov vold mod sin ekskæreste, som også er mor til hans børn. Han blev i samme ombæring dømt for endnu et voldsforhold i en anden sag. Straffen lød på et års fængsel.
I 2025 fik han føjet en ny plet til straffeattesten. Dommen fik han for at have været i besiddelse af en springkniv i december 2022 og for besiddelse af 11,04 gram kokain til eget forbrug, som han blev taget med i november 2023.
/ritzau/




