Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

San Diego, 11/04/2026 - 02:32

Rumfartøj lander sikkert i Stillehavet efter historisk månemission

Hjemrejsen forløb efter planen, da fire astronauter på "Orion" landede på Jorden efter ni dage i rummet.

Bill Ingalls/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det amerikanske rumfartøj "Orion" landede natten til lørdag i Stillehavet efter den første bemandede månemission i mere end 50 år.

Det viser en livetransmission fra den amerikanske rumfartsorganisation, Nasa.

Klokken 02.07 dansk tid landede "Orion" og de fire astronauter i havet ud for storbyen San Diego ved Californiens kyst.

Jeremy Hansen, Reid Wiseman, Victor Glover og Christina Koch tilkendegav, at de var i god behold, inden en større bjærgningsaktion gik i gang. Flere redningsbåde blev sendt ud for at hente dem.

På hjemrejsen skulle rumfartøjet med høj fart trænge gennem Jordens atmosfære, hvilket var ventet med stor spænding.

Temperaturen omkring "Orion" var så høj, at den lignede en ildkugle.

Hvis det mindste gik galt på vej gennem atmosfæren, var det forbundet med høj risiko.

Samtidig mistede Nasas kontrolcenter - helt efter planen - kontakten til astronauterne i en periode på seks minutter.

Da "Orion" nærmede sig Jorden, blev der slået tre store faldskærme ud over rumfartøjet, der dalede det sidste stykke ned mod Stillehavet.

"Orion" har undervejs på månemissionen sat rekord for den længste distance, som et menneske har været ude i rummet.

Da astronauterne natten til tirsdag dansk tid fløj rundt om Månen, nåede de 406.777,8 kilometer ud i rummet, hvilket er den længste distance, som mennesker har været fra Jorden.

Den tidligere rekord på 400.171 kilometer blev sat af Apollo 13-missionen i 1970.

Månemissionen har varet ni dage og halvanden time.

Opsendelsen af "Orion" er en del af Artemis II-missionen, der spiller en central rolle i Nasas planer om at få mennesker tilbage på Månen.

Planen er senere at bygge en permanent rumbase på Månen som afsæt for mere udforskning af rummet, herunder rejser til Mars.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek