København, 05/04/2026 - 11:20
Trods mandattab ser LA samme mulighed for at danne en blå regering
Emilie Schytte har meldt sig ud af Bojes parti. Beholder hun sit mandat, har blå blok mistet tre mandater.
Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Muligheden for at kunne danne en regering primært bestående af blå partier er fortsat den samme, selv om blokken har mistet flere mandater siden folketingsvalget.
Sådan lyder det søndag fra Liberal Alliances Ole Birk Olesen.
Lørdag aften meddelte folketingsmedlem Emilie Schytte, at hun trak sig "helt ud" af Borgernes Parti. Forudsat at hun beholder sit mandat, har blå blok mistet tre mandater - to fra Borgernes Parti og et fra Liberal Alliance.
Men den seneste udvikling har ingen betydning, mener Ole Birk Olesen.
- Der er jo ikke borgerligt flertal uden Moderaterne.
- Det flertal, der teoretisk set var fra Moderaterne og over til Borgernes Parti, har jo aldrig været et reelt flertal, fordi ingen har kunnet forestille sig, at man kunne forene Moderaterne og Borgernes Parti i et parlamentarisk grundlag for en regering, siger han.
Med den seneste udmelding er Borgernes Parti gået fra fire til to folketingsmedlemmer siden valget 24. marts.
I et Facebook-opslag skrev Emilie Schytte lørdag ikke direkte, om hun fortsætter som løsgænger. Men det lød, at "det eneste, der betyder noget for mig, det er at levere resultater til folket".
/ritzau/




