I mange hjem udgør dagligvareindkøb en af de større udgiftsposter.
Hvis du også har tænkt over, hvor mange penge du bruger på mad, får du her et par enkle råd til, hvordan du kan få overblikket og tøjle dit madbudget.
Har du ikke allerede fået oprettet en særskilt madkonto i din bank, bør du starte med at gøre det.
Det nemmeste vil være, hvis du kan betale for dagligvarer med et betalingskort, der trækker penge fra den madkonto.
Sådan lyder rådet fra Betina Grimstrup, som er privatøkonomisk ekspert i Nordea.
- Det vil så variere, hvor mange penge man hver måned skal overføre til denne konto, siger hun.
Du kan starte med at overføre et gennemsnitligt forbrug til bankkontoen, og se, hvor langt pengene rækker. Det fortæller privatøkonom i PFA Camilla Schjølin Poulsen.
En gennemsnitlig husstand med to voksne og to børn brugte 5500 kroner om måneden på fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer i 2022. Det viser den seneste forbrugsundersøgelse fra Danmarks Statistik.
- Priserne er siden steget, så nu er vi tættere på i hvert fald 6000 kroner, siger hun.
- Nogle familier bruger mindre, mens andre bruger mere. Men det beløb kan fungere som et pejlemærke for et nogenlunde fornuftigt madbudget.
Det gælder så først og fremmest om at finde ud af, om det overførte beløb på madkontoen rækker til hele måneden.
- På den måde kan man ret hurtigt finde ud af, om budgettet holder. Hvis pengene rækker til hele måneden, er det ikke sikkert, at det er nødvendigt at ændre på noget, siger Camilla Schjølin Poulsen.
Men er pengene derimod hurtigt brugt op, kan du overveje, om du skal skrue lidt ned for forbruget ved at jagte tilbud og undgå madspild.
- Flere banker har netbank med værktøjer, som kan identificere de indkøb, der er relateret til dagligvarer, såsom supermarkeder. Man kan prøve at tælle de seneste tre måneders indkøb sammen for at se, hvor mange penge man har brugt, siger Betina Grimstrup.
Hvis du ofte forkæler dig med for eksempel to go-kaffe, kan du med fordel prøve at regne på, hvad det koster dig om måneden.
- Viser det sig så, at man bruger 200 kroner om ugen bare på kaffe, kan det godt være, at det er et mønster, man skal overveje at ændre på, siger hun.
Du kan også prøve at udfordre dig selv for eksempel ved at begrænse, hvor meget aftensmaden må koste.
- Hjemme hos os prøvede vi i en periode at lave aftensmad til under 50 kroner for to voksne og to børn. Det var sjovt, men lad os bare sige, at der var en del dage med pasta, siger Betina Grimstrup.
Men hvis du for alvor vil have kontrol over dit madbudget, bliver det svært at komme udenom en ugentlig madplan, tilføjer hun.
Med en madplan kan du planlægge indkøb og sørge for at bruge nogle af de samme ingredienser med en kort holdbarhed, såsom mejeriprodukter, dagen efter.
- En anden fordel ved en indkøbsliste er, at det kan være nemmere at undgå impulskøb, siger hun.
- Hvis det er svært at komme i gang, kan man sagtens gøre brug af betalte apps med opskrifter eller måltidskasser i en periode, indtil man får sit eget system.
/ritzau fokus/