Washington D.C., 03/08/2026 - 00:29
Trump: Iran-forhandlinger begynder mandag efter afblæst angreb
Iran og andre lande i Mellemøsten havde bedt USA om at skrinlægge større angreb, siger USA's præsident.
Af: /ritzau/Reuters
USA begynder mandag forhandlinger med Iran.
Det siger USA's præsident, Donald Trump, efter at han i weekenden meldte ud, at nye angreb mod Iran var blevet afblæst.
- De ønsker naturligvis ikke at blive angrebet. De kendte omfanget af angrebet, fordi de kunne se, at det var under opsejling, siger Trump til journalister om bord på præsidentflyet Air Force One.
- Det, vi gør nu, er, at vi taler med dem som led i en forhandling. Den begynder i morgen (mandag, red.) eftermiddag.
Natten til søndag dansk tid skrev Trump på sit sociale medie, Truth Social, at USA og Israel ville lade være med at gennemføre et planlagt angreb mod Iran.
Ifølge Trump havde både Iran og andre lande i Mellemøsten bedt USA om at holde igen.
Det fremgår ikke, hvad det er for nogle angrebsplaner, som USA og Israel ifølge Trump har valgt at skrinlægge.
RITZAU/Reuters




