Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 03/03/2026 - 22:30

Fredericia og Skanderborg AGF taber klart i Europa

Fredericia og Skanderborg AGF tabte til Nexe og Elverum, men kan stadig avancere i European League.

Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Hverken Fredericia eller Skanderborg AGF formåede at hente point, da de tirsdag var i aktion i European League-gruppespillet.

Fredericia måtte på hjemmebane se sig slået med 26-33 af kroatiske Nexe efter 16-21 ved pausen.

Det danske mandskab var med til 14-15, hvorefter Nexe scorede fem på stribe og aldrig så sig tilbage derfra.

Fredericia var ellers regnet som favorit mod bundproppen i gruppe 4, der er åbnet helt op før sidste spillerunde.

Fredericia var før tirsdagens kamp med i spillet om den førsteplads, der giver direkte adgang til kvartfinalerne, men den sikrede Hannover-Burgdorf tirsdag med en sejr over Kadetten.

Nu skal Fredericia slås med Kadetten og Nexe om anden- og tredjepladsen, der giver avancement til ottendedelsfinalerne. Alle tre hold har fire point før sidste spilledag, hvor danskerne møder Kadetten på udebane.

Tidligere tirsdag tabte Skanderborg AGF mere ventet med 24-31 på udebane mod norske Elverum.

Skanderborg AGF var godt med i første halvleg, der sluttede 16-14 til hjemmeholdet, men nordmændene trak hurtigt afgørende fra efter pausen.

Det kunne Johan Hansens ni scoringer på ti forsøg ikke ændre på.

Trods nederlaget er Skanderborg AGF dog fortsat i spil til at tage førstepladsen ved at slå Porto på hjemmebane på tirsdag.

Skanderborg AGF, Elverum og Porto har alle seks point før sidste spilledag.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek