Riga, 28/05/2026 - 17:21
Dronesag væltede regering i Letland: Ny regering er godkendt
Tidligere i maj styrtede to droner ned i Letland. Det førte til, at regeringen mistede flertallet bag sig.
Gints Ivuskans/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Letlands nu tidligere premierminister Evika Silina og hendes regering mistede for to uger siden sit flertal efter en sag om to nedstyrtede droner i Letland.
Torsdag er en ny regering endeligt godkendt i det lettiske parlament. Oppositionsleder Andris Kulbergs bliver ny premierminister.
Det skriver Reuters og AFP.
Regeringskoalitionen består foruden Forenet Liste af partierne Ny Enhed, National Alliance - samt partiet ved navn De Grønnes og Bøndernes Union. Evika Silina er fra partiet Ny Enhed.
Den nye regering får ganske få måneder frem til et kommende valg. Letland skal til parlamentsvalg til oktober.
- Befolkningen vil meget hurtigt fortælle os, om vi har gjort det godt eller dårligt. Valget 3. oktober vil være dommen over denne regering, siger premierminister Andris Kulbergs ifølge Reuters.
Tidligere i maj fløj to droner, som menes at være ukrainske, over lettisk luftrum og styrtede ned.
En af dronerne styrtede ned i et olielager ved byen Rezekne, der ligger omkring 40 kilometer vest for den lettisk-russiske grænse, lød det fra lettisk politi. Som følge heraf skete der skade på fire tomme oliebeholdere.
Først trak forsvarsminister Adris Spruds sig. Silina krævede ministerens afgang, fordi hun mente, at forsvarssystemer mod droner ikke var blevet indsat hurtigt nok.
Få dage senere lød det dog fra venstrefløjspartiet De Progressive, at de trak støtten til premierminister Evika Silina.
De ukrainske droner menes at være blevet sendt afsted for at ramme militære mål i Rusland.
De fire regeringspartier meddeler i en fælles erklæring, at en vigtig prioritet er "national sikkerhed" og beskyttelse af Letlands grænser.
/ritzau/




