København, 13/08/2025 - 10:37
Flere indkøb i første kvartal sikrer fremgang i Matas
I første kvartal voksede Matas' omsætning med seks procent til 2,1 milliard kroner, viser regnskab.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Antallet af handler i Matas voksede med omkring 300.000 i første kvartal. Samtidig brugte kunderne flere penge.
Det fremgår af selskabets regnskab for de første tre måneder af det skæve regnskabsår 2025/2026.
I perioden var der 9,2 millioner handler i Matas, som består af hundredvis af fysiske butikker i hele Danmark samt en netbutik. Matas ejer desuden den svenske skønhedskæde Kicks, der også driver netbutikker, og som har mere end 200 butikker i Sverige, Norge og Finland.
Kundernes indkøb i første kvartal svarer til en stigning på 3,4 procent i forhold til samme kvartal sidste år.
- At så mange kunder vælger os til - på trods af faldende forbrugertillid og usikkerhed i markedet - viser styrken i vores nordiske forretning, siger Gregers Wedell-Wedellsborg, administrerende direktør i Matas, i en meddelelse.
I gennemsnit brugte Matas-kunder 222 kroner per indkøb, hvilket er en mindre stigning på en procent sammenlignet med sidste år.
En opgørelse fra den europæiske brancheorganisation inden for kosmetik, Cosmetics Europe, viser, at danskere sidste år brugte flere penge på kosmetik og personlige plejeprodukter end tidligere.
I 2024 brugte danskere 11 milliarder kroner på den slags produkter. Det er 2,4 procent mere end året før, og det svarer til, at hver dansker i gennemsnit brugte 2000 kroner om året på kosmetik og personlig pleje.
Matas' omsætning gik i første kvartal frem med seks procent sammenlignet med sidste år og endte på 2,1 milliard kroner.
Kunderne handlede i højere grad på Matas' netbutik, hvor salget voksede med 16,5 procent. I de fysiske butikker var der en fremgang på en procent.
Af regnskabet fremgår det, at Matas fastholder forventninger til regnskabsåret 2025/2026 om en salgsvækst på mellem tre og syv procent.
Aktien i Matas er gået frem efter morgenens regnskab. Klokken 10.30 stiger aktien 8,7 procent.
/ritzau/