Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Houston, 09/06/2026 - 19:10

Italiensk astronaut skal deltage i Nasas Artemis-mission

Luca Parmitano repræsenterer Det Europæiske Rumagentur (Esa) på Nasa-mission, der finder sted i 2027.

Ronaldo Schemidt/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En italiensk astronaut bliver den første europæer, der deltager i det amerikanske rumagentur Nasas Artemis-mission.

Det skriver flere medier, herunder nyhedsbureauet AFP, efter en præsentation af astronauterne tirsdag.

Astronauten Luca Parmitano repræsenterer Det Europæiske Rumagentur (Esa) på turen, der efter planen skal finde sted i slutningen af 2027, og som går under navnet Artemis III.

Det skriver Nasa i en pressemeddelelse.

Artemis III-missionen er en del af Artemis-programmet, som gennemføres af Nasa i samarbejde med rumagenturer fra Europa, Japan, Canada og Australien.

Formålet er på sigt at etablere en rumstation, der skal være i kredsløb om Månen i mere end et årti, og at etablere en base på Månen, hvor astronauter kan arbejde og bo.

Som en del af Artemis II-missionen i foråret blev fire astronauter sendt rundt om Månen.

Artemis III-missionen skal blandt andet teste systemer, som er nødvendige for fremtidige månelandinger.

Foruden Parmitano skal tre amerikanske astronauter, Randy Bresnik, Andre Douglas og Frank Rubio, deltage i Artemis III-missionen.

Parmitano blev udvalgt af ESA i 2009, og Artemis III vil være hans tredje tur i rummet.

Den danske astronaut, Andreas Mogensen, sagde til Ritzau i april i forbindelse med et interview om Artemis II-missionen, at der var hård konkurrence om at komme med på en ny rumrejse.

- Jeg står bagerst i køen, fordi jeg er fra et lille medlemsland, konstaterede han.

Der er 22 medlemslande i ESA, som Danmark var med til at grundlægge i 1975.

I 2013 trak det overskrifter, da det kom frem, at Parmitano var tæt på at drukne under en rumvandring ved Den Internationale Rumstation.

Under vandringen begyndte der at komme vand ind i hans hjelm, og Parmitano har tidligere beskrevet det som at være en "guldfisk inde i en fiskebowle", skriver The Telegraph.

En undersøgelse viste senere, at det var vand fra rumdragtens nedkølingssystem, der var lækket ind i hjelmen.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek