London, 26/01/2026 - 20:42
Tre konservative politikere er skiftet til britisk højrefløjsparti
Som tredje konservative parlamentsmedlem i rækken annoncerer Suella Braverman sit skifte til Reform UK mandag.
Af: /ritzau/
Den tidligere britiske indenrigsminister Suella Braverman er skiftet fra Det Konservative Parti til højrefløjspartiet Reform UK.
Det skriver flere britiske medier.
Ifølge BBC er hun det tredje konservative parlamentsmedlem, der skifter til det indvandringskritiske parti, på 11 dage.
Dermed har Reform UK otte medlemmer i det britiske parlament.
Braverman annoncerede sit politiske skifte under et Reform-arrangement i London mandag, hvor hun som en overraskelse trådte frem på scenen.
Det skriver The Guardian.
Her uddybede Braverman, at hun har frasagt sig sit 30 år lange partimedlemsskab, fordi hun med sit "hjerte og sjæl mener, at en bedre fremtid er mulig".
- Jeg føler, at jeg er vendt hjem, sagde den tidligere indenrigsminister på scenen ifølge The Guardian.
/ritzau/




