Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 10/09/2024 - 10:32

Får ny medvært til DR-show: Hun er en form for mørkets mester

Andrew Moyo flankeres af musikeren Ena Cosovic til årets P3 Guld, hvor der uddeles penge og priser.

Af: Af Ritzau Fokus

DR drysser endnu en gang guld ud over dansk musik ved uddelingen af P3 Guld.

Den rutinerede vært Andrew Moyo står atter i spidsen for showet, som i år løber af stablen i Koncertsalen i DR Koncerthuset i København 18. oktober. Men til årets uddeling får han for første gang selskab af musiker og DR-vært Ena Cosovic.

Det annoncerer public service-stationen i en pressemeddelelse.

- Ena er jo en form for mørkets mester. Hun er den sygeste til at styre et publikum fra en dj-pult. Hendes energi er så stor og god og smitsom og wauw, så det kan kun blive en genial aften. Jeg er bare glad for at få lov til at være med igen, siger Andrew Moyo i pressemeddelelsen.

Ena Cosovic er bare glad for at være med for første gang.

- Jeg glæder mig til at hylde alle de seje, dygtige musikere, som har været med til at definere 2024, og skabe en kæmpe fest for alle i Koncertsalen og hjemme i stuerne, siger hun i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Jeg har pænt mange sommerfugle i maven og prøver ikke at fortænke min værtsrolle, men være mig selv og have det sjovt med verdens bedste kollega Andrew, lyder det fra Ena Cosovic, der ud over at være DR-vært og dj også laver musik i eget navn og som en del af duoen Fagget Fairys.

Til showet skal der uddeles tre priser: P3 Prisen, P3 Lytterhittet og P3 Talentet. Modtageren af sidstnævnte statuette modtager desuden 100.000 kroner.

Mellem prisoverrækkelserne er Medina og Mø blandt de optrædende på scenen.

Årets nominerede til de tre priser afsløres de kommende uger på P3's platforme, oplyser DR i pressemeddelelsen.

Årets P3 Guld sendes direkte på P3, DRTV og DR1 fredag 18. oktober klokken 21.30.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek