København, 17/12/2025 - 07:00
Svære odds efterlader Antonsen som ene dansker i sæsonfinale
Havde det ikke været for skader og karantæne, kunne Anders Antonsen have haft dansk selskab i sæsonfinalerne.
-/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Når sæsonfinalerne i badminton begynder i kinesiske Hangzhou onsdag, er Anders Antonsen eneste danske islæt i turneringen.
Ikke siden 2018 har Danmark været repræsenteret med kun én spiller, men forskellige omstændigheder har gjort, at Antonsen er alene i World Tour Finals, hvor sæsonens otte bedste er med i hver kategori.
- For første gang i mange år har vi ikke så meget at skyde med, men der er en forklaring på det, indleder landstræner Thomas Stavngaard.
I herresingle har stjernen Viktor Axelsen været ude med en skade i et halvt år og er derfor ikke kvalificeret.
Danmarks bedste herredouble med Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen klarede heller ikke cuttet. De kunne have jagtet en billet, men trak stikket i sæsonen i oktober på grund af Astrups helbred.
- De kunne godt have kvalificeret sig, men Kim har betændelse i begge knæ og har spillet for nedsat kraft i et halvt år, så vi tog en beslutning om, at nu skal han være helt klar igen.
- Vi vil gerne have dem klar til at jagte medaljer næste år og gøre det godt i deres sidste år eller to, eller hvor lang tid de fortsætter, forklarer Thomas Stavngaard.
I Mathias Christiansen og Alexandra Bøje råder Danmark over et par, der kan hamle op med de bedste i verden. Det har parret vist de seneste måneder med en lang række store resultater, blandt andet ved at slå verdensetterne.
Problemet er bare, at de ikke nåede at samle point nok sammen til at nå World Tour Finals, da de som følge af Christiansens karantæne for brud på regler om whereabouts først skød sæsonen i gang sammen i starten af august.
- Havde de spillet hele året, var de kommet med. Det positive er, at vi nu har to mixeddoubler, der er tæt på top-10, siger landstræneren med henvisning til, at Jesper Toft og Amalie Magelund er nummer 13 på verdensranglisten.
Ikke mindst ud fra betingelserne blåstempler Stavngaard sæsonen, hans første som cheflandstræner, som godkendt på grund af VM-bronzemedaljerne til Antonsen og Astrup/Skaarup.
Antonsen kan gøre sæsonen endnu bedre med et godt resultat i sæsonfinalen, hvor han sidste år nåede finalen og i 2020 strøg helt til tops.
- Hvis han rammer den, er han blandt de to-tre bedste, så han kan vinde det hele, men han har også fået en svær lodtrækning, så det kan også slutte i gruppespillet, vurderer Stavngaard.
- Jeg tror, Anders har satset på at stå stærkt her, og det kan tale til hans fordel, at flere konkurrenter har spillet turneringer op til, og Shi Yuqi blev skadet til China Games.
Antonsen er programsat til at spille sin første kamp i gruppespillet onsdag sidst på formiddagen dansk tid mod franske Christo Popov. Turneringen spilles frem til på søndag.
/ritzau/




