København, 29/04/2025 - 12:53
Chefen for dansk fængsel i Kosovo er fundet
Dansk fængsel i Kosovo forventes klar i april 2027. Den kommende chef for fængslet har erfaring fra Balkan.
Af: /ritzau/
Kriminalforsorgen har ansat den person, der skal stå i spidsen for et fængsel i Kosovo, hvor Danmark har lejet fængselspladser til udvisningsdømte.
Det bliver Mads Beyer, der får titlen governor og bliver den øverst ansvarlige for driften af fængslet, oplyser Kriminalforsorgen i en pressemeddelelse.
Mads Beyer kommer med erfaring fra Udenrigsministeriet og Forsvaret.
Her har han blandt andet opbygget et stort kendskab til Balkan - herunder Kosovo - i rollen som teamleder for EU's udvidelse og som stabsofficer i Kosovo.
Fængslet er flere gange blevet forsinket. Det forventes at kunne tages i brug i april 2027.
Planerne om fængslet har været længe undervejs.
I første omgang lød det, at de første udvisningsdømte udlændinge kunne begynde deres afsoning i fængslet i begyndelsen af 2023.
Ifølge Kriminalforsorgen er der med fængslet tale om en "betydelig implementeringsopgave", som fortsat er i gang.
- Det er en stor og kompleks opgave at etablere og drive et fængsel efter danske standarder og regler i et andet land.
- Jeg er derfor utrolig glad for, at vi nu kan tilføre yderligere ledelseskraft og international erfaring, siger direktør for kriminalforsorgen, Ina Eliasen, pressemeddelelsen.
/ritzau/