Mexico City, 19/06/2025 - 15:27
Orkanen Erick rammer Stillehavskysten i det sydlige Mexico
Med en vindstyrke tæt på 205 kilometer i timen er orkanen Erick gået i land. Bliv indenfor, siger præsident.
Luis Alberto Cruz/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Orkanen Erick er gået i land i delstaten Oaxaca i det sydlige Mexico torsdag eftermiddag dansk tid.
Det oplyser USA's Nationale Orkancenter (NHC) ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Vindstyrken er tæt på 205 kilometer i timen med endnu kraftigere vindstød. Der er foreløbigt tale om en kategori 3-orkan.
Det var ventet, at orkanen ville gå i land som en kategori 4-orkan, men den er altså lidt mindre kraftig end ventet.
Kategori 3-orkaner har vindhastigheder på mellem 178 og 208 kilometer i timen, mens kategori 4-orkaner i gennemsnit har vindstyrker på mellem 209 og 251 kilometer i timen.
Hvis vinden raser endnu mere, er der tale om en kategori 5-orkan. Det er orkanernes værste kategori.
Erick er opstået over Stillehavet og bevæger sig mod øst ind over Mexico.
NHC forventer, at orkanen bliver ledsaget af op til 41 centimeter regn i Oaxaca og nabostaten Guerrero.
- Kraftig regn kan medføre livstruende oversvømmelser og mudderskred, især i områder med stejlt terræn, advarede NHC tidligere torsdag.
Den mexicanske præsident, Claudia Sheinbaum, har opfordret borgerne til at holde sig indendørs.
Personer i lavtliggende områder og nær floder bør tage hen til særlige tilflugtssteder, som er blevet oprettet, siger præsidenten ifølge nyhedsbureauet AFP.
Myndighederne har ifølge AFP oprettet omkring 2000 midlertidige tilflugtssteder i Chiapas, Guerrero og Oaxaca. Lokale myndigheder har aflyst undervisning og lukket havnene langs kysten for skibstrafik.
I turistbyen Acapulco, som ligger ved havet, gik politiet rundt på stranden med megafoner og kørte rundt i byen for at advare indbyggerne om orkanen.
Nogle butikker har sømmet plader for vinduerne, og ejere af turistbåde har taget deres både op på land, skriver AFP.
I oktober 2023 blev Acapulco ramt af orkanen Otis. En kraftfuld kategori 5-orkan, som kostede mindst 50 mennesker livet.
/ritzau/