Kyiv, 12/12/2025 - 13:36
Ukraine melder om fremskridt ved frontlinjeby i Kharkiv
Rusland hævdede i november at have taget Kupjansk. Nu siger Ukraine, at Rusland er trængt tilbage.
Af: /ritzau/
Ukraines hær meddeler, at den har generobret to småbyer nær byen Kupjansk og har presset russiske styrker tilbage i byen.
Det skriver AFP.
Rusland hævdede sidste måned at have erobret Kupjansk. Imens nægtede Ukraine og sagde, at der var fortsatte kampe.
Nu melder Ukraine om fremskridt ved byen, som ligger i den nordlige Kharkiv-region.
- Kindrasjivka, Radkivka og udkanten af dem er blevet befriet samt et antal nabolag i det nordlige Kupjansk, står der i en melding fra Karthia-korpset på sociale medier.
Meldingerne fra slagmarken er ikke blevet uafhængigt bekræftet.
Den militære leder, Іhor Oboljenskyj, fra Karthia-korpset siger til det ukrainske medie Pravda, at russerne i byen er "helt afskåret". Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Længe kunne de ikke forstå, hvad der skete. Men nu ved de, at de er omringet, siger ukrainske Oboljenskyj.
Rusland har ikke umiddelbart udtalt sig om de ukrainske meldinger fra slagmarken.
/ritzau/




