Jerusalem, 10/08/2026 - 00:01
Israel lukker kristen landsby på Vestbredden for israelere
Israelere må ikke længere besøge landsbyen Taybeh grundet stigende angreb på palæstinensere på Vestbredden.
Af: /ritzau/
Israels militær har søndag lukket landsbyen Taybeh på Vestbredden for personer, der ikke bor der.
Det oplyser Israels militær, IDF, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Hvis vi modtager én eneste melding om overtrædelse af ordren, sendes IDF-soldater til området, hvor de vil gribe ind for at sprede forsamlingerne og tilbageholde mistænkte for at beskytte områdets borgere og opretholde ro og orden, skriver militæret i en udtalelse.
Formålet er at forhindre det stigende antal angreb, som israelske bosættere udfører mod palæstinensere på tværs af Vestbredden, lyder det fra IDF.
Lukningen gælder kun for israelere og ikke palæstinensere, understreger hæren.
En talsperson for IDF udtaler ifølge Reuters, at beslutningen om at gøre Taybeh til en lukket militær zone skyldes "voldelige angreb foretaget af israelere i området".
Taybeh er en af de få tilbageværende kristne landsbyer på Vestbredden.
Flere vestlige lande har efterlyst sanktioner mod bosættergrupper som følge af voldelige israelske angreb på palæstinensere.
RITZAU




