Kolding, 15/07/2026 - 13:44
Det brænder i en industribygning på Kolding Havn
Der udbrød brand i gummiged under arbejde i lagerhal. Arbejder forsøgte at slukke branden og ringede så 112.
Af: /ritzau/
Der er brand i en industribygning på Kolding Havn, skriver Sydøstjyllands Politi onsdag på meddelelsestjenesten Politi Update.
Politiet fik anmeldelsen om branden klokken 12.26.
Branden giver røgudvikling, der driver mod vest og ind over en del af Kolding, og borgere opfordres til at holde sig ude af røgfanen.
Det er en lagerbygning tilhørende Svane Shipping, der er brudt i brand, bekræfter administrerende direktør Jesper Hansson til Ritzau.
Branden opstod i en arbejdsmaskine inde i hallen.
- Under arbejde i lagerhallen er en af vores gummigeder desværre brudt i brand, siger Jesper Hansson.
I lagerhallen er der træpiller. De er stærkt brandbare, idet de normalt bruges som brændsel. Dog tror den administrerende direktør, at ilden har holdt sig fra træpillerne, så skaderne begrænser sig til den udbrændte arbejdsmaskine og huller i taget.
- Heldigvis trak vores gummigedfører gummigeden tilbage og væk fra alle træpillerne, da han så, at der var ild. Han prøvede at slukke den, det kunne han ikke, og så ringede han 112, siger han.
Jesper Hansson befinder sig selv nede på havnen i Kolding tidligt onsdag eftermiddag, hvor han kigger på bygningen. Hverken han eller andre må gå derind.
Han fortæller ved 13.30-tiden, at der stort set ikke er nogen røgudvikling fra bygningen mere, og at branden er slukket i gummigeden.
Ritzau har uden held forsøgt at få kontakt til Sydøstjyllands Politi og TrekantBrand for at få oplysningerne bekræftet og høre nærmere om tidshorisont for slukningen.
RITZAU




