Montreal, 07/08/2023 - 10:43
Wozniacki følger samme comeback-plan som US Open-vinder
Caroline Wozniacki følger samme turneringsplan som Kim Clijsters i 2009, hvor belgieren vandt US Open.
Af: /ritzau/
Den tidligere belgiske tennisstjerne Kim Clijsters gjorde for 14 år siden comeback på topplan og vandt US Open.
Belgieren lagde i sommeren 2009 ud med at spille turneringer i Montreal og Cincinatti, inden hun få uger senere gik hele vejen og vandt grand slam-turneringen i New York.
Caroline Wozniacki følger nøjagtig samme turneringsplan, når danskeren efter tre et halvt års fravær tirsdag gør comeback i Montreal. Bagefter går turen til Cincinatti, inden US Open venter.
På et pressemøde i Montreal forud for Wozniackis imødesete tilbagevenden til toptennis blev den 33-årige dansker søndag spurgt ind til, om hun finder inspiration i Clijsters succesfulde comeback.
- Jeg husker det tydeligt, for det var mig hun slog i finalen i US Open, siger Wozniacki og griner.
- Jeg tror på mig selv, og at jeg kan gøre det. Hvis jeg ikke gjorde det, så var jeg her ikke, fortsætter danskeren.
Tirsdag skal Wozniacki i første runde i Montreal op imod den 25-årige australier Kimberly Birrell, der er nummer 114 på verdensranglisten.
Den tidligere danske verdensetter fortæller, at hun blandt andet har talt med den syv år ældre Kim Clijsters forud for sit eget comeback.
Fælles for de to spillere er, at de har brugt pausen fra tennis på topplan til at få børn.
- Kim vandt US Open, og det er en utrolig præstation, når man ikke har spillet i så lang tid.
- Jeg går selv efter at få så mange kampe og træninger som muligt før US Open, så jeg kan være på mit bedste niveau, når jeg kommer dertil. Jeg tror, at jeg kan slå alle, når jeg er på toppen, men jeg kan også tabe til alle, når jeg ikke er, siger Wozniacki.
Det er halvanden måned siden, at danskeren annoncerede sin tilbagevenden til WTA Touren.
Straks modtog hun wildcards til turneringerne i Montreal, Cincinatti og US Open.
Kim Clijsters nåede i årene fra 2009 til 2012 at vinde US Open to gange og indtage førstepladsen på verdensranglisten, før belgieren atter indstillede karrieren.
/ritzau/