Brugge, 19/01/2022 - 10:59
Vietnameser får 15 års fængsel efter engelsk migranttragedie
En 45-årig vietnameser er dømt for at stå i spidsen for operation, der førte til 39 migranters død i 2019.
Af: /ritzau/
En vietnamesisk mand er onsdag blevet idømt 15 års fængsel for at spille en hovedrolle i en sag om 39 migranters død i England i 2019.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Manden, 45-årige Vo Van Hong, er dømt for at stå i spidsen for en menneskesmuglingsoperation, der har tilknytning til sagen fra 2019.
39 migranter, der var fra Vietnam, blev dengang fundet i en kølecontainer i et industriområde i Essex øst for den britiske hovedstad, London.
Containeren var kommet til Storbritannien med en lastbil fra Belgien.
Onsdagens dom er ikke den første i den opsigtsvækkende sag.
For cirka et år siden blev syv mænd i Storbritannien idømt fængselsstraffe fra tre til 27 år for blandt andet uagtsomt manddrab.
I 2020 blev fire mænd i Vietnam idømt fængsel fra to og et halvt år op til syv og et halvt år for deres rolle i sagen om menneskesmugling.
Den 45-årige mand, der onsdag er dømt, har været anklaget for at drive "en kriminel organisation". Han har været en hovedanklaget i sagen.
De 39 døde var otte kvinder og 31 mænd og drenge. Den ældste var 44 år, mens tre var mindreårige - herunder to 15-årige drenge.
Ifølge politiet var migranterne omkommet som følge af kulde og kvælning.
Langt hovedparten af de omkomne var fra provinserne Nghe An og Ha Tinh i det centrale og nordlige Vietnam.
Det er områder, der ofte plages af naturkatastrofer, og hvor befolkningen kæmper med stor arbejdsløshed, hvilket får mange til at rejse væk.
Det tog lidt over en måned, fra politiet fandt de døde i lastbilen, før det lykkedes at få bragt ligene hjem til deres familier i Vietnam.
De pårørende skulle selv betale for at få ligene hjem. Det kostede ifølge officielle dokumenter omkring 19.000 danske kroner for hvert lig.
De britiske myndigheder lagde ud for omkostningerne, men familierne skulle efterfølgende betale beløbet tilbage.
/ritzau/