København, 20/04/2021 - 10:55
Video afslører motorcyklist med 300 km i timen på motorvej
26-årig mand anholdt og sigtet. Han har fået beslaglagt sin motorcykel af Københavns Vestegns Politi.
Af: /ritzau/
En mand på en motorcykel sigtes af politiet for at have kørt næsten 300 kilometer i timen på en motorvej.
Hans opførsel er så grov, at han nu sigtes for at have bragt andre menneskers liv i fare. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
Sagen er rejst på baggrund af en video, som var blevet vist på internettet. Her kan man se motorcyklisten køre på baghjulet.
I fredags blev den 26-årige mand så anholdt og sigtet, oplyser vicepolitiinspektør Andreas Mollerup i en pressemeddelelse.
- Videoen viser en adfærd uden omtanke for andre medborgeres sikkerhed. Når man kører omkring 300 kilometer i timen tæt mellem helt almindelige trafikanter, mener vi, at straffelovens regel om at fremkalde fare for andre kommer i spil, siger han.
Ved anholdelsen fredag besluttede politiet at beslaglægge motorcyklen.
Videoen viser kørsel, som skete i august sidste år. Og det er altså før den nye skærpelse af straffen for såkaldt vanvidskørsel.
/ritzau/