Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 08/08/2022 - 10:54

Venstre vil overdække motorveje for at bekæmpe trafikstøj

I nyt boligudspil fra Venstre skal tre milliarder kroner gå til at bekæmpe støj fra trafik.

Af: /ritzau/

Venstre vil afsætte tre milliarder kroner til en såkaldt støjpulje, der skal bekæmpe støj fra veje.

Det fremgår af partiets boligudspil, der er blevet præsenteret mandag.

Over 720.000 boliger i Danmark udsættes for trafikstøj, der overskrider den anbefalede grænseværdi, lyder det i udspillet.

- De er konstant plaget af summen i baggrunden, og det har konsekvenser for deres sundhed, siger boligordfører Heidi Bank på et pressemøde.

- Vi vil derfor gøre livet bedre og sundere for de mange danskere, der bor tæt på, hvor der er særlige støjgener.

Venstre foreslår, at pengene eksempelvis kan gå til overdækning af motorveje eller andre støjreducerende projekter langs motorvejene.

Heidi Bank siger videre, at pengene skal afsættes "over en årrække".

Senere på året præsenterer Venstre en 2030-plan, hvor de tre milliarder til støjbekæmpelse vil være finansieret, lyder det på pressemødet.

I 2021 var Venstre en del af en infrastrukturplan frem til 2035. Her blev der også afsat tre milliarder til støjbekæmpelse i perioden 2022-2035, men det er ikke nok, mener partiet.

/ritzau/

Nyhedsarkiv