København, 12/09/2022 - 10:52
Venstre haler ind på Konservative i tæt Voxmeter-måling
Mens Venstre støt og roligt går frem, går det den anden vej for De Konservative og Socialdemokratiet i måling.
Af: /ritzau/
Venstre fortsætter sin fremgang i de meningsmålinger, som analyseinstituttet Voxmeter foretager for Ritzau.
For tredje uge i træk er der fremgang for partiet. Venstre står til at få 13,8 procent af stemmerne mod blot 11 procent for tre uger siden.
Til gengæld går det den modsatte vej for De Konservative, der i mandagens måling får 15,1 procent af stemmerne mod 16,5 procent for tre uger siden.
Det hører med til historien, at der for Venstre og De Konservative er en statistisk usikkerhed på henholdsvis 2,1 procentpoint og 2,2 procentpoint.
Voxmeter-målingen er foretaget i perioden 5. september til og med 11. september blandt 1003 repræsentativt udvalgte personer over 18 år.
Målingen kommer efter en uge, hvor De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, har været meget i vælten i offentligheden.
Han og partiet har været i et offentligt skænderi med regeringen om, hvilke konsekvenser De Konservatives økonomiske 2030-plan vil have for antallet af offentligt ansatte.
Søren Pape Poulsens privatliv har desuden igen været stillet til offentligt skue. Fredag kunne Ekstra Bladet fortælle, at formanden på en konference for antisemitisme havde fortalt, at hans ægtefælle, Josue Medina Vasquez, er jøde.
Venner og menighedsfæller til ægtefællens forældre fortalte imidlertid til mediet, at familien i virkeligheden var en del af det kristne trossamfund Syvende Dags Adventistkirken.
Søren Pape Poulsen har desuden tidligere sagt, at Josue Medina Vasquez var nevø til en nu tidligere præsident i Den Dominikanske Republik. Det viste sig siden ikke at være tilfældet.
Socialdemokratiet ligger relativt lavt i mandagens Voxmeter-måling med en tilslutning fra 23,3 procent af vælgerne. Her er der en statistisk usikkerhed på 2,6 procentpoint.
Det er den næstdårligste Voxmeter-måling for Socialdemokratiet i Mette Frederiksens tid som statsminister.
Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens nye parti, Moderaterne, sniger sig lige op over spærregrænsen. Partiet står til at få 2,1 procent af stemmerne.
Her gør den statistiske usikkerhed på 0,9 procentpoint det svært at sige, om partiet vil komme i Folketinget.
Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne, får 9,0 procent i målingen fra Voxmeter og holder fast i en høj tilslutning.
Blå blok står i målingen til at få 88 mandater mod 83 mandater til rød blok. Ingen af blokkene har på forhånd således et flertal på 90 mandater i Folketinget.
Lars Løkke Rasmussen vil gå til valg på at få dannet en bred regering hen over midten i dansk politi. Hans fire mandater er derfor ikke indregnet i ligningen.
Hertil kommer de fire oversøiske mandater, to fra Grønland og det samme antal fra Færøerne.
/ritzau/