København, 25/06/2026 - 10:53
Unge spiller digitalt for det sociale - ældre for at træne hjernen
Digitale spil er ikke forbeholdt børn og unge, fastslår undersøgelse. Ældre danskere er dem, der spiller mest.
Af: /ritzau/
Fire ud at ti voksne danskere har spillet digitale spil inden for det seneste år, og over halvdelen af dem spiller hver dag.
Det viser en national undersøgelse fra Danmarks Institut for Spiludvikling (Nimbi), der hører under Kulturministeriet.
Samlet set er den ældre del af befolkningen den gruppe, der spiller hyppigst, viser undersøgelsen.
Her står det også klart, at forskellige aldersgrupper har forskellige motivationer for at spille digitale spil som er spil på mobil, tablet, spilkonsol eller computer.
For de yngre voksne fungerer digitale spil som sociale fællesskaber, hvor spillene bruges til at mødes med venner og holde kontakt.
Det er også via vennerne, at 62 procent af de yngre voksne under 40 år får anbefalet nye spil.
Ældre danskere bruger i høj grad digitale udgaver af klassiske spil som sudoku, krydsord og skak for at holde hjernen i gang.
Således svarer tre ud af fire over 70 år, at de spiller for at træne deres hjerne.
Frem til 70-års-alderen spiller mænd og kvinder stort set lige meget, men derefter er det kvinderne, som bruger flest timer på digitale spil.
/ritzau/




