København, 17/03/2022 - 10:57
Ung kvinde sigtes i sag om 15 kilo kokain
Politiet har beslaglagt penge, tre Rolex-ure og næsten et kilo kokain. Sigtelse handler om 15 kilo.
Af: /ritzau/
En ung kvinde er blevet anholdt på Amager i en sag om mindst 15 kilo kokain. Kvinden fremstilles torsdag for en dommer med krav om fængsling sammen med en anholdt mand. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
- Med anholdelserne har vi lukket et af distributionsleddene i narkotikamiljøet, siger vicepolitiinspektør Torben Henriksen i pressemeddelelsen.
Efterforskningen er udført af betjente fra National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK.
Kvinden, der er 23 år, blev anholdt onsdag midt på dagen. I forbindelse med ransagningerne har politiet beslaglagt næsten et kilo kokain, tre Rolex-ure og kontanter.
Den sigtede mand er 42 år. Politiet mener, at han og kvinden siden oktober sidste år har overtrådt straffeloven ved at modtage og opbevare de narkotiske stoffer.
Ifølge politiet skal kokainen være blevet solgt og distribueret i københavnsområdet.
Også en tredje person, en mand på 59 år, blev onsdag anholdt. Men han vurderes af politiet til at have haft en mindre rolle og bliver ikke fremstillet i retten med krav om varetægtsfængsling.
Hvis efterforskningen fører til en tiltale, og hvis retten finder beviserne i orden, venter der en straf i den dyre ende af skalaen.
For eksempel blev der for nogle år siden i en sag om fem kilo udmålt en straf på fængsel i otte år.
I de seneste dage har politiet i København i yderligere to sager foretaget anholdelser i sager om flere kilo kokain.
I weekenden blev en 31-årig mand fængslet for at have opbevaret fem kilo i en lejlighed på Frederiksberg. Og tirsdag blev tre hollandske statsborgere fængslet for fire kilo.
/ritzau/