Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kyiv, 23/07/2022 - 10:53

Ukrainsk leder afslører militært tab efter russisk angreb

Mindst tre personer meldes dræbt efter russiske angreb i det centrale Ukraine. Blandt dem er en soldat.

Af: /ritzau/AFP

En række russiske missilangreb i det centrale Ukraine har lørdag kostet mindst tre personer - herunder en soldat - livet.

Det oplyser Andrij Rajkovitj, der er guvernør i Kirovohrad-regionen.

Han fortæller desuden om flere tilskadekomne soldater.

- Ni ukrainske soldater er kommet til skade, og en soldat er død. Inden da blev to sikkerhedsvagter dræbt ved en transformatorstation, lyder det.

Ukraine har holdt relativt tæt om militære tab under den igangværende krig og dermed kun sjældent oplyst om dræbte soldater.

Lørdagens påståede russiske angreb fandt sted ved byen Kropyvnytskyj i Kirovohrad. Det ramte både jernbaner og en flyvestation.

I en udtalelse tidligere lørdag har guvernør Andrij Rajkovitj fortalt, at der blev affyret 13 missiler fra havet mod Kirovohrad.

Efter en periode, hvor Rusland har fokuseret på den østlige Donbas-region, er kampene på det seneste taget til i det centrale Ukraine.

Rusland angreb Ukraine for snart fem måneder siden - den 24. februar.

/ritzau/AFP

Nyhedsarkiv