Kabul, 30/07/2021 - 10:52
USA flyver omkring 200 afghanske hjælpere til Virginia
Talibans fremmarch har fået afghanere, der har hjulpet udenlandske styrker, til at frygte for deres sikkerhed.
Af: /ritzau/
USA har evakueret omkring 200 afghanske tolke og øvrige hjælpere samt deres familiemedlemmer til den amerikanske delstat Virginia.
De skriver avisen The Washington Post og nyhedsbureauet AP.
De to amerikanske medier har henholdsvis talt med to unavngivne embedsmænd fra USA og set et internt regeringsdokument.
Ifølge AP er et fly med 221 afghanere - herunder 57 børn og 15 spædbørn - natten til fredag landet i den internationale Washington Dulles-lufthavn.
USA er i gang med at trække sig ud af Afghanistan efter omkring 20 års militær tilstedeværelse i landet. Beslutningen har blandt andet ført til, at den militante talibanbevægelse har øget sin tilstedeværelse i landet.
Det har fået afghanske statsborgere, der har hjulpet USA og andre udenlandske styrker, til at frygte for deres sikkerhed.
Derfor har der i flere lande - herunder Danmark - været debat om, hvorvidt man skulle evakuere de afghanere, der vurderes at være i fare.
/ritzau/