Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Berlin, 26/11/2021 - 10:45

Tysk minister: Coronabølge spredes i hele Tyskland

Spahn: Coronavirus-situationen er mere dramatisk, end den har været på noget andet tidspunkt under pandemien.

Michele Tantussi/Reuters

Af: /ritzau/Reuters

Den tyske sundhedsminister, Jens Spahn, siger, at den igangværende coronabølge i Tyskland vil sprede sig over hele landet.

- Det er endnu ikke lykkedes os at nå ud til alle med vores advarsler, siger den tyske minister på et pressemøde.

Hans udtalelse kommer dagen efter, at Tyskland passerede 100.000 coronarelaterede dødsfald.

- Den nuværende coronavirus-situation er dramatisk. Den er mere dramatisk, end den har været på noget andet tidspunkt under pandemien, siger Spahn.

Den tyske sundhedsminister holdt pressemøde, samtidig med at EU-Kommissionen var ved at tage skridt til at få nedlagt forbud mod flyrejser til EU fra det sydlige Afrika efter opdagelsen af en ny coronavariant.

- Vi nedlægger forbud mod flytrafik fra det sydlige Afrika fra sent fredag. Kun fly med tyske statsborgere vil have tilladelse til at flyve til Tyskland, siger Spahn videre.

- Den nye variant gør os bekymrede. Derfor handler vi proaktivt og tidligt, siger Spahn.

Flere tyske økonomer og bankchefer siger fredag, at en hård nedlukning kan gøre alvorlig økonomisk skade på Tysklands økonomi.

Nye tal viste torsdag, at i alt 100.119 coronasmittede har mistet livet i Tyskland. Landet har registreret i alt cirka 5,57 millioner smittetilfælde.

Smittetallene i forbundsrepublikken klingede af i løbet af foråret og sommeren, men smittekurven har for alvor været opadgående siden starten af oktober.

/ritzau/Reuters


Nyhedsarkiv