Tblisi, 05/09/2022 - 10:37
Tyrkiet truer med at forlade basket-EM efter slagsmål
En udvist spiller fra Tyrkiet blev overfaldet af modstandere og politi i spillertunnelen, hævder forbund.
Af: /ritzau/
Tyrkiet truer med at forlade det igangværende EM i basketball i Georgien efter søndagens nederlag til værtsnationen.
Det Tyrkiske Basketballforbund hævder, at spilleren Furkan Korkmaz blev udsat for vold på vej mod omklædningsrummet, efter at han var blevet udvist i slutningen af kampen.
Flere georgiske spillere og op mod 30 politibetjente deltog i overfaldet, hævder forbundets vicepræsident, Omer Onan.
Han kræver, at Det Internationale Basketballforbund (Fiba) offentliggør overvågningsvideo fra spillertunnelen, hvis Tyrkiet skal blive ved EM.
- De skal give os alle optagelserne fra korridoren. Hvert eneste minut, uden at der mangler noget.
- Hvis vi ikke får de optagelser, så forlader vi turneringen, siger Omer Onan til basketmediet eurohoops.net.
I fjerde quarter af kampen blev Furkan Korkmaz samt Georgiens Duda Sanadze udvist, efter at de kom op at toppes.
Sammenstødet mellem Korkmaz og Sanadze blev ifølge Tyrkiet også udnyttet af Georgien til at "stjæle tid" på haluret.
- Dagens kamp blev forkortet med 22 sekunder.
- Når det ikke kun drejer sig om et eller to sekunder, men 22 sekunder så får det os til at tro, at det ikke bare var en almindelig fejl. Det vil vi også følge op på, siger assistentlandstræner Hakan Demir.
Der måtte to gange ekstra tid til at afgøre kampen. Stillingen var 68-68 efter ordinær tid. I sidste ende trak Georgiens EM-værter sig ud af kampen med en sejr på 88-83.
Tyrkiet har fem point efter de tre første gruppekampe ved EM. Tirsdag møder tyrkerne Belgien, og onsdag venter Spanien.
/ritzau/