Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/01/2022 - 10:55

Tusindvis af børn søgte råd om ensomhed og selvskade i 2021

Børnetelefonen modtog i 2021 over 55.300 opkald, hvilket ifølge Børns Vilkår er rekordmange.

Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Hos Børnetelefonen har de frivillige rådgivere haft over 55.300 samtaler med børn og unge i løbet af 2021.

Det er rekordmange samtaler, som især skyldes, at tjenesten har været i stand til at besvare flere henvendelser.

Det har den blandt andet, fordi den i november blev døgnåben. Desuden har Børns Vilkår fået flere frivillige, fordi det nu er muligt at rådgive hjemmefra.

Det skriver Børns Vilkår, der driver Børnetelefonen, i en pressemeddelelse.

Det hyppigste emne, som børn og unge ringede med, var forholdet mellem børn og forældre.

Der ses også en stigning i andelen af samtaler under kategorien psykisk mistrivsel, viser tallene fra Børns Vilkår.

I 2020 handlede 20,8 procent af samtalerne om psykisk mistrivsel.

Den andel er steget til 22,8 procent i 2022. I kategorien er selvmordstanker den hyppigste årsag til henvendelse, mens ensomhed er kommet med på listen over de ti mest hyppige årsager til, at børn og unge henvender sig.

Ifølge direktør i Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl er der "ingen tvivl om", at coronakrisen har været og fortsat er afgørende for børns trivsel.

- Den tydeligste tendens er, at børn ringer oftere om problemer i familien og i mindre grad med problemer om kærlighed og venner. Det, tror jeg, er corona, der slår igennem.

- Det har været en periode, hvor børn har brugt meget tid - for nogle for meget tid - med familien og mindre tid med venner og kærester.

Det får Rasmus Kjeldahl til at understrege vigtigheden af fællesskaber, som for mange er blevet udfordret eller tabt under corona.

Og de kommer ikke altid tilbage af sig selv, minder han om. Derfor kræver det et særligt fokus hos skoler, klubber og samfundet generelt.

Overordnet set bekymrer det Rasmus Kjeldahl, at psykisk mistrivsel fortsat stiger som årsag til henvendelse.

- Samlet set er det et stort pres på de unge, som kommer til udtryk i mere stress, mere angst, flere depressioner og desværre også selvmordstanker, som er en stærkt stigende kategori hos os.

- Så det bør få samfundet til at tænke over, om vi presser børn og unge for hårdt. Noget tyder i hvert fald på, at de ikke kan holde til det.

Gennemsnitsalderen for de børn og unge, der ringede ind i 2021, var 14,5 år.

Det er gratis og anonymt at ringe til Børnetelefonen på 116 111.

/ritzau/

Nyhedsarkiv