Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Salt Lake City, 06/03/2024 - 10:57

Trump vinder primærvalg i alle Super Tuesdays delstater på nær én

Trump er udråbt som vinder af Republikanernes primærvalg i 14 ud af 15 delstater ved Super Tuesday.

Chandan Khanna/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

USA's tidligere præsident Donald Trump vinder det republikanske primærvalg i Super Tuesdays sidste delstat, Utah.

Det fastslår analyseinstituttet Edison Research ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Også NBC News og CNN forudser, at Trump tager sejren her.

Dermed har Trump taget sejren i 14 ud af 15 delstater, hvor Republikanerne har holdt primærvalg på Super Tuesday.

Nikki Haley, som har udfordret Trump i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat til valget i november, vandt dog i Vermont.

Haley er dog håbløst bagud i den samlede optælling af delegerede.

Ved primærvalgene kæmper kandidaterne om de delegerede. Det er dem, der i sidste ende skal pege på, hvem de ønsker som præsidentkandidat for partierne.

I år var der hos Republikanerne 865 delegerede på spil ved Super Tuesday, skriver Politico og NBC News. Det svarer til over en tredjedel af de delegerede i alt.

Nikki Haley eller Donald Trump skal bruge 1215 delegerede for at vinde partiets nominering.

Ifølge Politico og The New York Times har Trump foreløbigt vundet 995 delegerede, hvoraf 722 er vundet på Super Tuesday.

Haley har foreløbigt 89 delegerede i alt, viser optælling fra The New York Times. 46 af dem har hun vundet på Super Tuesday.

Onsdag formiddag dansk tid er fordelingen af de sidste delegerede fortsat i gang.

Også Demokraterne har holdt primærvalg i en række stater og et territorie. Her har nuværende præsident Joe Biden vundet alle 14 delstater, men lidt nederlag på antal stemmer i det amerikanske territorie Amerikansk Samoa.

Efterhånden som resultaterne er tikket ind i løbet af Super Tuesday, har Biden og Trump rettet skytset mod hinanden.

I en sejrstale holdt fra hans hjem Mar-a-Lago i delstaten Florida rettede Trump fokus mod Bidens immigrationspolitik.

Biden er med Trumps ord den "værste præsident" i historien.

Omvendt anser Biden Trump for at udgøre en trussel mod det amerikanske demokrati.

- Aftenens resultat efterlader amerikanerne over for et tydeligt valg: Skal vi fortsat bevæge os fremad, eller vil vi tillade, at Donald Trump trækker os baglæns ind i det kaos, splittelse og mørk, som også definerede hans præsidentperiode, lyder det fra Biden i en udtalelse.

/ritzau/

København, 06/03/2024 - 10:57

Cecilie Hother frier til manden

Emil Helms/Ritzau Scanpix

Den kendte tv-vært har været på frierfødder for første gang, når hun skal giftes med sin mand, Thomas Gregers Honoré, for fjerde gang.

En legende siger, at kvinder kan fri på skuddagen til deres udkårne, der ikke må sige nej - medmindre hun får en gave, som kan være en silkekjole eller 12 par silkestrømper.

Den 29. februar 2024 - en dato, som kalenderen kun har hvert fjerde år - friede Cecilie Hother til sin mand, Thomas Gregers Honoré.

Det afslører den kendte vært i et opslag delt på Instagram.

- For mig er den tilvalgte kærlighed noget af det største og noget, jeg ikke tager for givet. Derfor var det også en dag, jeg har planlagt i lang tid, og alt gik op i en højere enhed, skriver Cecilie Hother blandt andet i opslaget.

På en flere etager lang skærm på en facade på et hotel havde hun fået skrevet en kærlighedserklæring til gemalen.

- Kære Thomas. Vil du gifte dig med mig - igen?, fremgår det af et billede, som Cecilie Hother har delt på det sociale medie, og her uddyber hun også frieriet:

- Jeg kan godt forstå, at man får kilden i maven, når man skal fri. Det havde jeg i hvert fald. Og jeg er så glad for, at vi skal giftes igen. (Igen, igen), skriver hun og fortsætter:

- Jeg synes, livet er en stor gave, og det er det at få lov at elske et andet menneske også.

Parret, som første gang blev gift i 2018, har valgt at blive gift flere gange, fordi de ikke vil tage kærligheden for givet, har de tidligere fortalt.

Cecilie Hother og Thomas Gregers Honoré blev i 2016 forældre til datteren Ellinor og i 2020 til sønnen Aksel. Samme år blev de gift for anden gang. Året forinden havde de mistet deres ufødte søn, Karl. Familien består også af Thomas Gregers Honoré børn fra et tidligere forhold.

- For os hænger det sådan sammen, at efter alt det, vi har oplevet, så tager vi hverken livet eller kærligheden for givet, skrev Cecilie Hother på Instagram i 2021.

- Så når vi skal giftes igen - eller velsignes, som det jo hedder, når man er gift flere gange - så er det dejligt at bruge momentet til at tænke over, hvorfor har vi valgt hinanden som livspartnere, og hvor heldige vi er med at have hinanden.

Cecilie Hother og Thomas Gregers Honoré mødte hinanden i 2011 på en cykeltur fra Nordsjælland til Paris med Team Rynkeby. Venskabet udviklede sig til et forhold i 2014, og efter tre års forhold forlovede de sig i 2017.

I 2021 blev parret gift for tredje gang, og nu venter en fjerde velsignelse.

Cecilie Hother begyndte sin karriere på TV 2 i 2008. I dag er hun blandt andet radiovært på DR.

Thomas Gregers Honoré laver noget helt andet. Han er blandt andet direktør for virksomheden AudienceProject.

/ritzau/

Læs Mere >>

Helsinge, 06/03/2024 - 09:11

Et flertal i Gribskov Kommune vil redde populær festival

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Et flertal i byrådet i Gribskov Kommune vil lave en ny lokalplan, så Musik i Lejet kan blive afholdt.

Festivalen Musik i Lejet får lov til at løbe af stablen i Tisvildeleje til sommer, som den plejer.

Det har et flertal i Gribskov Kommune afgjort ved et byrådsmøde tirsdag aften, skriver TV2 Kosmopol.

Ifølge tv-stationen stemte 15 byrådsmedlemmer ud af 22 for. Desuden var der to, der stemte imod og fem, der undlod at stemme.

Dermed skal byrådet også udarbejde en ny lokalplan for området, så det bliver muligt at holde festivalen i fremtiden.

Bo Jul Nielsen (R), der er formand for planudvalget i Gribskov Kommune, er en af de byrådspolitikere, der stemte for en ny lokalplan.

- Jeg mener, at festivalen er et kæmpe plus for Tisvildeleje. Den sætter os på verdenskortet, den tiltrækker turister, og de lægger penge i kassen, sagde han på byrådsmødet ifølge TV2 Kosmopol.

Andreas Grauengaard, der er medstifter af Musik i Lejet, er glad for den politiske opbakning.

- Vi er selvfølgelig lettede og glade over, at der også politisk er et stort flertal bag vores lokale festival, som vi jo kunne se på de mange glade menneske, der var mødt op i aften for at støtte Musik i Lejet, siger han i en pressemeddelelse.

Omkring 150 mennesker dukkede ifølge sn.dk op ved rådhuset i Helsinge for at vise deres støtte til festivalen.

Siden februar har det været uvist, om festivalen kunne blive afholdt på Tisvildeleje Strand.

En henvendelse fra en whistleblower gjorde kommunen opmærksom på, at tilladelserne til beliggenheden de sidste 14 år er blevet givet på et forkert lovgrundlag, har tv-stationen tidligere beskrevet.

Musik i Lejet bliver afholdt over tre dage fra den 18. til den 20. juli og har i år blandt andet Medina, Andreas Odbjerg og Tina Dickow på programmet.

Festivalens 10.000 billetter blev udsolgt på få minutter, da de blev sat til salg i december.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 06/03/2024 - 08:00

FAKTA: Er det lovligt at sælge cannabisolie?

* Siden sommeren 2018 har cannabisprodukter med et indhold på 0,2 procent THC eller derunder ikke været omfattet af reglerne om euforiserende stoffer.

* I cannabisplanten er THC det aktive stof, som man bliver høj af.

* Det er svært at svare generelt på, om et cannabisprodukt er lovligt eller ej, fordi det beror på en konkret vurdering af det enkelte produkt.

* Der kan være særlige regler for et produkt, afhængigt af om der er tale om et lægemiddel, kosttilskud eller kosmetik.

Kilde: Lægemiddelstyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 06/03/2024 - 08:00

Cannabisolie mod smerter sælges på webshops - men virker det?

Luis Acosta/Ritzau Scanpix

Stoffet CBD har ry for at virke antiinflammatorisk og smertestillende. Men studier siger noget andet, lyder det fra læge og forsker.

På nettet vrimler det med hjemmesider, som sælger forskellige former for produkter med cannabis både som olie og kapsler, der indeholder det aktive stof CBD.

Disse produkter kan være lovlige eller ulovlige, men fælles for dem er, at der er begrænset evidens for CBD's gavnlige egenskaber. Det gælder særligt for produkter i webshops.

Sådan lyder det fra Jonathan Vela, der er læge og forsker ved Aalborg Universitetshospital. Han har undersøgt, om CBD har en smertestillende effekt.

- Jeg ville nok umiddelbart bruge mine penge på noget andet, for jeg og andre forskere har ikke kunnet konkludere, at CBD i sig selv kan dæmpe smerte, siger han.

CBD stammer fra cannabisplanten, der indeholder forskellige aktive stoffer.

- De to stoffer, der er mest af, er CBD og THC. Det er THC, der har den euforiserende effekt, som man bliver høj af, siger han og tilføjer:

- CBD skulle så særligt have to andre effekter, der angiveligt er antiinflammatorisk og smertestillende. Og det er interessant, fordi CBD lader til at have få bivirkninger.

Før Jonathan Vela gik i gang med sin undersøgelse, havde han hørt fra flere patienter, at de havde indtaget CBD og haft positive oplevelser.

- Derfor overraskede det mig, at CBD ikke virkede på smerte. I gennemsnit virkede CBD ikke mere smertestillende end placebopiller, og patienterne kunne ikke gætte, hvilken pille de havde fået, siger han.

En placebopille ligner medicin, men indeholder ingen medicinske stoffer og bruges især til at afprøve et lægemiddel i kontrollerede forsøg. En patient kan godt selv føle en bedring efter en placebobehandling, og det kaldes placeboeffekt.

I sit forsøg anvendte Jonathan Vela en CBD-dosis, der svarede til, hvad patienter tidligere havde rapporteret, at de havde brugt til smertelindring.

- Blodprøverne viste så lille en koncentration af CBD, at den næppe har nogen som helst effekt. Det meste nedbrydes i leveren, siger han.

Han understreger, at han ikke kan udelukke, at en højere dosis end den, som han har testet, kan føre til et andet resultat.

- Men nyere studier med større doser støtter heller ikke op om, at CBD har en smertestillende effekt, tilføjer han.

Det kan dog være, at patienter, der har oplevet, at CBD lindrer, har taget et produkt med andre tilsatte stoffer. Jonathan Vela har kun testet CBD i en ren form.

- Nogle mener, at det er kombinationen af CBD og THC, der har en effekt, men det har jeg ikke undersøgt, siger han.

Lægemiddelstyrelsen oplyser, at cannabisprodukter er omfattet af forskellige lovgivninger. Det afhænger af en konkret vurdering, om det enkelte produkt er kosttilskud, lægemiddel eller kosmetik.

CBD-olie er som udgangspunkt et kosttilskud, der hører under Fødevarestyrelsen. Men olien kan være omfattet af lægemiddelloven, hvis den for eksempel indeholder hormonet melatonin, der blandt andet påvirker regulering af døgnrytme og søvn.

Anbefalingen fra Lægemiddelstyrelsen er, at man søger læge, hvis man har søvnproblemer. Lægen kan ordinere melatonin på recept, hvis det vurderes, at det er den rette behandling.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek