Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 09/09/2025 - 10:58

Tre personer er anholdt efter optrin i Folketingssalen

En afstemning blev kortvarigt afbrudt af tre personer i Folketingssalen. De er nu anholdt og sigtet.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Tre personer er blevet anholdt, efter at de tirsdag morgen kortvarigt afbrød en afstemning i Folketingssalen.

Det oplyser vagtchef Jesper Frandsen fra Københavns Politi.

Politiet mødte op ved Christiansborg efter en anmeldelse fra Folketinget.

- Vi har vurderet, at de her tre personer, som det drejer sig om, har forstyrret den afhandling, der er fundet sted i Folketinget. Derfor har vi sigtet dem for den paragraf i straffeloven, der hedder 137, stk. 2, siger Jesper Frandsen.

Vagtchefen siger videre, at de tre personer vil blive løsladt igen, når politiet er færdig med sagsbehandlingen.

I den omtalte paragraf i straffeloven lyder det, at "den, som søger at forhindre afholdelsen af lovlig offentlig sammenkomst, straffes med bøde eller fængsel indtil to år".

Det gælder eksempelvis "den, der ved larm eller uorden forstyrrer offentlig samling af Folketinget".

Af Folketingets hjemmeside fremgår det, at forstyrrelse af Folketingets arbejde i Folketingssalen "som regel" fører til, at man bliver idømt en bøde.

Folketinget oplyser til Ritzau, at de tre personer havde fået adgang til Folketingssalen som almindelige tilhørere.

Da Folketingets medlemmer skulle til at stemme om en lov, der giver forsvarsministeren beføjelser til at tilsidesætte krav og rettigheder, der kan forsinke militære byggerier, tog demonstranterne et banner frem, hvorefter afstemningen kortvarigt blev afbrudt.

Efterfølgende blev loven stemt igennem.

I 2016 blev otte personer idømt bøder på mellem 1500 og 2000 kroner for at forstyrre et møde i Folketinget ved at holde et banner op.

/ritzau/

København, 09/09/2025 - 08:00

FAKTA: Historiske tråde

* De ældste kendte broderier fra Europa er danske. De stammer fra bronzealderens begravelser i egekister, hvor egetræets garvesyre har bevaret tekstilerne.

* Et af de mest kendte broderier er fundet på Skrydstrupkvinden fra cirka 1300 f.v.t. Hendes bluse er broderet ved halskanten og på ærmerne.

* I Kina menes broderi at være opstået langt tidligere end i Europa. Her kædes broderiets opståen sammen med de første fremstillinger af silke.

* Det kinesiske skrifttegn for silke har været kendt siden omkring 2600 f.v.t., og man mener, at broderi opstod på omtrent samme tidspunkt. I Indien menes broderi at være udviklet nogenlunde samtidig.

Kilde: Danmarks Nationalleksikon, lex.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 09/09/2025 - 08:00

Lær at brodere på nål komma sting

Det kræver hverken masser af tid, penge eller særlig snilde at blive ferm til at brodere, siger forfatter til ny bog om den dekorative syteknik.

Du behøver ikke at være en haj til håndarbejde for at kaste dig ud i broderingens kunst. Den langsomme syssel er både nem at gå til og belønner dig med fine resultater på ingen tid.

Sådan lyder det fra Malene Bækgaard, der står bag den nye bog "De første sting - Broderi for begyndere", og som selv først sprang ud i at være kreativ med nål og tråd for tre års tid siden.

- Du lærer det ret hurtigt, men det er vigtigt at starte med de helt små projekter. For så får du hurtigt glæden ved at have skabt noget, siger hun.

Første ting, du skal have på plads, er dit udstyr. Malene Bækgaard anbefaler, at du begynder med en broderinål, en broderiring til at holde stoffet stramt og noget garn i god kvalitet, som kan tåle vask.

Derudover kan det være smart med en vandopløselig tusch, som du kan tegne motivet op med. Stregen forsvinder, når du efterfølgende skyller stoffet med vand.

- Jeg tegner altid op først. Jeg broderer ikke bare derudad. Det er for svært at få flotte runde former på den måde, synes jeg, siger Malene Bækgaard.

Uanset om du tegner i frihånd eller efter en skabelon, er det en god idé at vælge et enkelt motiv uden for mange detaljer, så du gør det så nemt for dig selv som muligt.

Når det gælder stof at brodere på, er det nærmest kun fantasien, der sætter grænser. Alt fra et gammelt stofnet til stofservietter, viskestykker eller en T-shirt fra skabet kan bruges.

- Jeg har broderet navne på mine ungers tøj. Du kan også bare skrive "Godnat" på noget sengetøj. Du skal ikke kunne særlig meget for at få et megafint resultat, fortæller Malene Bækgaard.

Med udstyr, noget at brodere på og et motiv på plads er det tid til de første sting, og de nemmeste af slagsen er bagsting.

Bagsting laver du ved at føre nålen med tråden gennem bagsiden af stoffet og op, en stinglængde frem og ned gennem stoffet igen. Før nu nålen en stinglængde frem og op gennem stoffet fra bagsiden.

Fra forsiden fører du nu nålen tilbage til det sted, hvor nålen sidst gik ned, stikker nålen ned gennem stoffet og laver et sting. Denne frem og tilbage-bevægelse fortsætter du gennem hele dit motiv.

- Det er det bedste begyndersting. Så kan man altid senere udvide med andre fine slags sting, lyder det fra Malene Bækgaard, der råder dig til at gå til projektet med tålmodighed og nysgerrighed.

- Broderi er så personligt. Der er nogle gange folk, der siger til mig: "Jeg kan slet ikke få din form frem". Men det synes jeg, er charmen ved det - at det er så forskelligt fra person til person, hvordan det ender med at se ud, siger hun og fortsætter:

- Så hvil i projektet, og nyd, at du sidder med noget i hænderne, som er dit eget. Det er nærmest som en håndskrift. Nyd det, og lad være med at skynde dig.

Når du først er blevet bidt af at brodere, er der nærmest ingen grænser for, hvad du kan stikke nålen i. Du kan give en gammel dug nyt liv ved at brodere et lille mønster på den og forvandle genbrugsfund til hjemmelavede gaver.

- Hvis en T-shirt har fået en plet, der ikke kan gå væk, kan jeg også finde på at brodere noget fint på den, og så er den fin igen, siger Malene Bækgaard.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek