Horsens, 24/04/2020 - 10:48
Tre er svært kvæstet efter trafikulykke nær Horsens
Bilinspektør undersøger omstændigheder ved frontalt sammenstød fredag morgen.
Af: /ritzau/
To biler kørte frontalt sammen tidligt fredag morgen på Vestvejen vest for Horsens, og tre mænd fik alvorlige kvæstelser, oplyser politiet.
Meldingen om ulykken indløb klokken 06.12. I den ene bil befandt sig tre personer, mens der var en i den anden.
De tilskadekomne blev med helikopter og ambulance bragt til henholdsvis Skejby og sygehuset i Horsens.
På grund af ulykkens alvorlige følger blev en bilinspektør tilkaldt for at undersøge omstændighederne nærmere.
Vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi har fredag formiddag ikke oplysninger om, hvordan det kunne gå, at bilerne stødte sammen ved Meringvej og frakørslen fra motorvejen.
I forbindelse med oprydningsarbejdet var Vestvejen spærret for trafik i begge retninger i et par timer.
/ritzau/