Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Hadsund, 30/12/2024 - 10:38

Tre anholdt for dødelig vold mod 48-årig

To mænd og en kvinde blev anholdt på adresse nær det sted, hvor 48-årig mand blev fundet død i Hadsund.

Af: /ritzau/

Tre personer er anholdt og sigtet for vold med døden til følge i forbindelse med 48-årig mands død i Hadsund, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Omkring klokken halv seks mandag morgen modtog politiet en anmeldelse om, at en person var fundet død på en adresse i Hadsund.

Det viste sig, at personen havde været udsat for vold, og politiet satte derfor gang i en større efterforskning.

- De efterforskningsskridt ledte os hurtigt frem til en nærliggende adresse i Hadsund, som afdøde tidligere havde befundet sig på sammen med tre personer: to mænd og en kvinde. Og disse tre personer har vi alle anholdt og sigtet i sagen, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen i politiets pressemeddelelse.

Nordjyllands Politi forventer, at flere af de anholdte senere mandag vil blive stillet for en dommer ved Retten i Aalborg med henblik på varetægtsfængsling.

De nærmeste pårørende til den 48-årige mand er ifølge Nordjyllands Politi underrettet om dødsfaldet.

De tre anholdte er henholdsvis i 30'erne, 40'erne og 50'erne, oplyser Nordjyllands Politi.

Politiet oplyser ikke, hvorledes de tre anholdte forholder sig til den alvorlige sigtelse mod dem.

Nordjyllands Politi oplyser, at man mandag arbejder på to adresser i Hadsund i forbindelse med efterforskningen. Det drejer sig dels om den adresse, hvor den 48-årige blev fundet og dels den formodede gerningsadresse.

Ifølge politiet kan det blive relevant at efterforske på andre adresser, hvis den igangværende efterforskning måtte pege i den retning.

Nordjyllands Politi efterforsker dødsfaldet som en sag om vold med døden til følge. Der er altså efter politiets teori ikke tale om et forsætligt drab, men derimod en grov voldshandling, som utilsigtet har ført til offerets død.

Hvor straffen i drabssager i udgangspunktet ligger på 12 års fængsel, så kan straffen i sager om vold med døden til følge ikke blive højere en fængsel i 10 år og vil typisk munde ud i en væsentligt lavere straf.

/ritzau/

København, 30/12/2024 - 09:00

Dem mistede vi i 2024

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

June Belli, Jens Werner, Ulf Pilgaard, Erik Clausen, Henrik Voldborg og Johnny Madsen var blandt de danske stjerner, der gik bort i 2024.

Flere markante kendte danske personligheder gik bort i det forgangne år.

I marts sov 75-årige June Belli stille ind og blev dermed forenet med sit livs kærlighed, sangeren Peter Belli, som døde i sommeren 2023.

- Det er med stor sorg, vi må meddele, at vores elskede mor, mami og svigermor June Belli er gået bort, skrev familien i en udtalelse.

I sommer gik danser og tidligere Vild med dans-dommer Jens Werner bort efter længere tids sygdom. Han blev 59 år gammel.

- Jens var ikke blot en enestående atlet, dommer, underviser og foredragsholder, men også en yderst kærlig og omsorgsfuld ægtefælle, far, søn, bror, svoger og onkel, skrev familien i en mail til Ritzau.

Jens Werner efterlod sig ægtefællen Anette Werner og deres to børn.

Senere på sommeren sagde vi farvel til den folkekære pensionerede meteorolog og DR-vejrvært Henrik Voldborg, der efter længere tids sygdom gik bort i en alder af 88 år.

- Han havde været svækket i længere tid, men derfor er det stadig en stor sorg og et kæmpe tab, lød det fra familien.

Henrik Voldborg var især kendt for sin tid som vejrvært på DR, hvor han ofte optrådte i farvestrålende striksweatre, som altid havde noget med vejret at gøre.

Han efterlod sig sin hustru, Anne Marie, og parrets fire børn.

Endnu en trist nyhed fyldte landets nyhedssider, da beskeden om skuespiller Ulf Pilgaards død blev oplyst i slutningen af oktober.

Skuespilleren, der især var kendt og elsket for sine roller i Cirkusrevyen, gik bort efter kort tids sygdom, 83 år gammel.

- Hans nærvær og livsglæde vil jeg savne, og hans minde vil leve videre i vores hjerter, udtalte hans søn, Christian Pilgaard, i en pressemeddelelse.

Ulf Pilgaard var aktiv på den danske skuespilscene næsten helt frem til sin død.

Senest medvirkede han i 2023 i filmen "Nattevagten 2", der var en efterfølger til Ole Bornedals kultklassiker fra 1994.

Ikke længe efter Ulf Pilgaards død gik instruktør, skuespiller og kunstner Erik Clausen bort efter længere tids sygdom, 82 år gammel.

- Vi kommer til at savne ham, skrev familien i en kortfattet besked.

Erik Clausen havde en lang karriere bag sig i underholdningsbranchen, som begyndte på venstrefløjen med politisk gøgl sammen med kunstneren Leif Sylvester og Røde Mors Rockcirkus, inden han kastede sig ud i at lave film.

Det skete blandt andet i et parløb med vennen og musikeren Kim Larsen.

Deres samspil i instruktør Erik Ballings monsterhit "Midt om natten" som de arbejdsløse barndomsvenner Benny og Arnold, der forsøger at skabe deres eget fristed, "Havaje", i Sydhavnen, tog især kegler.

Få dage senere gik endnu et kendt ansigt fra tv-skærmen bort. Formanden for Dansk Håndbold, Morten Stig Christensen, døde 1. november efter et pludseligt hjertestop, kun 65 år gammel.

- Jeg har i dag mistet mit livs store kærlighed, min livsfælle, min støtte, og Mortens fem børn har mistet deres fantastiske far, skrev Morten Stig Christensens hustru, Anne Engdal Stig Christensen, i en erklæring.

Morten Stig Christensen blev kendt som håndboldspiller og fortsatte karrieren som studievært og siden som sportschef på TV 2, før han rykkede over til Dansk Håndbold.

Midt i novembermørket måtte danskerne også tage afsked med musikeren og billedkunstneren Johnny Madsen, der efter længere tids sygdom gik bort i en alder af 73 år.

- Det er ingen hemmelighed, at min far var hård ved sit system. Og han var rock'n'roll til det sidste. Nu kunne hans system bare ikke mere, sagde sønnen Rasmus Madsen til Ekstra Bladet.

Johnny Madsen var både kendt og elsket for de sange, han skrev i eget navn, og for sin medvirken i bandet Dalton, som ud over ham bestod af kollegerne Lars Lilholt og Allan Olsen.

November fortsatte med et trist farvel til endnu en folkekær kulturpersonlighed.

Den 12. november skrev skuespiller Susse Wold på Instagram, at hendes mand, skuespilleren Bent Mejding, var død af en alvorlig lungebetændelse. Han blev 87 år.

Bent Mejding begyndte sin kunstneriske karriere som skuespiller på de skrå brædder. En af glansrollerne var som Elyot i lystspillet "Privatliv", som han nåede at spille mere end 700 gange over for sin hustru.

Mest kendt blev han dog nok for sin rolle som Jørgen Varnæs i tv-serien "Matador", ligesom han også medvirkede i andre store tv-produktioner som "Gøngehøvdingen" og "Edderkoppen".

Få dage efter Bent Mejdings død gik skuespiller Ulla Jessen bort, 77 år gammel.

Hun var især kendt for sine roller i revy, men har også spillet med i en række dansk film og tv-serier, heriblandt "Taxa" og julekalenderen "Alletiders jul".

Ulla Jessen undervitse desuden i 30 år på Eventyrteatret i Søborg ved København. Her har hun haft elever som danser Silas Holst og skuespiller Cecilie Stenspil.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 30/12/2024 - 08:00

BLÅ BOG: Johnny Hansen

* Johnny Hansen er født 1965 og er opvokset i Hurup i Thy, som også er hans base i dag.

* Han blev i en alder af 18 år medlem af bandet Airport, men skiftede fem år senere til Kandis. Ud over dansebandet har Johnny Hansen også optrådt solo og blandt andet været med i Dansk Melodi Grand Prix.

* Han har to voksne døtre med sin tidligere hustru, samt sønnen Nicklas med sin nuværende hustru, som han mødte under en Kandis-koncert.

* I 2021 kom filmen "Kandis for livet", der har givet bandet et nyt og større publikum - og en række spillejobs på festivaller rundt omkring i landet.

* Planen er, at Kandis næste år udgiver et nyt album.

* 6. januar udkommer bogen "Klarlund og Kandis på kur - forever", som han har skrevet sammen med sundhedsprofessor Bente Klarlund.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 30/12/2024 - 11:00

FAKTA: Det siger færdselsloven

* Når der ved kørsel med udrykningskøretøj anvendes særlige af transportministeren fastsatte lyd- eller lyssignaler, skal andre trafikanter i god tid holde vejen åben for køretøjet. Kørende skal om nødvendigt standse.

* Motorkøretøj, der i et enkelt tilfælde benyttes til kørsel med alvorligt syge eller tilskadekomne eller i et andet lignende øjemed, som ikke tåler opsættelse, og som foran på køretøjet på iøjnefaldende måde har anbragt en hvid dug, er under denne kørsel ligestillet med udrykningskøretøj. Føreren af motorkøretøjet skal snarest muligt, efter at sådan kørsel har fundet sted, give politiet meddelelse herom. Uberettiget anvendelse af hvid dug er forbudt.

* Trafikanter skal give fri passage for Forsvarets og redningsberedskabets kolonner, grupper af børn under opsyn af leder, ligtog eller andet sluttet optog.

Kilde: Færdselslovens paragraf 7, Danske Love.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 30/12/2024 - 11:00

Sirener og blå blink: Sådan forholder du dig

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hvis alle følger de samme retningslinjer, glider det lettest muligt for udrykningskøretøjerne.

Baaabuuu-baaabuuu.

Den umiskendelige lyd af sirener sender dit blik på en lynhurtig jagt efter de blå blink. Og så er det bare med at komme af vejen.

I færdselsloven står der, at du skal gøre plads for udrykningskøretøjer. Men det er faktisk ikke nærmere specificeret hvordan. Der er dog nogle anbefalinger til lettest at bane vejen.

Københavns Vestegns Politi lavede i 2023 en forsøgsordning med at lave en såkaldt udrykningskorridor, som er en smutvej, når trafikken på motorvejen går meget langsomt eller står helt stille.

- Der har været positive tilbagemeldinger, og det er noget, man sagtens kan tage til sig, fortæller Christian Berthelsen fra Rigspolitiet.

Metoden går ud på, at bilisterne i yderste venstre spor trækker lidt længere mod venstre, mens alle andre spor trækker mod højre. På den måde opstår der en vej imellem, som udrykningskøretøjerne kan bruge.

Det er dog ikke en officiel regel, så hold øje med, hvordan den øvrige trafik flytter sig, lyder rådet.

Hos Region Hovedstadens Akutberedskab oplever de metoden som en hjælp, fortæller direktør Thomas Reimann.

- Når man holder i kø på motorvejen, og der kommer udrykningskørsel bagfra, så vil vi meget gerne have folk til at hjælpe os med at lave en udrykningskorridor, for ellers kan det være ret svært at komme igennem, fortæller Thomas Reimann.

Når der har dannet sig et spor ned igennem, og et udrykningskøretøj har passeret, må man også meget gerne holde formationen lidt endnu, i stedet for fluks at finde tilbage i banerne.

- For der kommer oftest flere udrykningskøretøjer, forklarer Thomas Reimann.

At akutberedskabet foretrækker udrykningskorridoren frem for eksempelvis nødsporet, skyldes, at der ikke nødvendigvis er fri passage.

- I nødsporet kan der holde en havareret bil eller ligge noget vraggods. Med udrykningskorridoren ved vi, at der er fri bane, så derfor er det nemmere for os at glide igennem, siger han.

Forløber trafikken uden problemer på motorvejen, skal du til gengæld ikke kaste dig ud i den manøvre, men bare trække helt ud til højre for at give plads.

Og så har Thomas Reimann faktisk en lille bøn:

- Man må gerne bruge sit blinklys og vise, at man holder til højre, for så ved chaufføren af udrykningskøretøjet, at man har set det og giver plads, siger direktøren for Region Hovedstadens Akutberedskab og fortsætter:

- Nogle har det også med at ligge i midten på en tresporet motorvej, selv om der er frit til højre for dem. Der ville vi sætte stor pris på, at man trækker helt ud til højre, for så er vi også sikre på, at vi har noget manøvrerum, hvis der skulle ske noget uventet.

Er der i stedet tale om, at du kører inde i byen, når du hører sirenerne, handler det om at give plads ved at køre frem og trække til højre.

- Kør frem og så ud til siden, så dem bagved også har mulighed for at trække ind til siden, og brug dit blinklys for at vise, at du drejer ind. Og så skal man holde stille. Det sætter vi altid pris på, for så ved vi også, at man har set os, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek