København, 22/02/2020 - 10:52
Transportansatte får 2200 kroner ekstra i måneden med ny aftale
Lønstigninger er en del af den nye overenskomst, der er indgået på transportområdet.
Af: /ritzau/
Ansatte på transportområdet kan blandt andet se frem til lønstigninger som en del af deres nye overenskomst.
Det oplyser 3F i en pressemeddelelse. Fredag aften nåede forbundet til enighed med Dansk Industri om en ny overenskomst på transportområdet.
Overenskomsten betyder, at månedslønnen for en 37 timers arbejdsuge stiger mindst 1500 kroner over de næste tre år.
Dertil kommer 700 kroner om måneden via forhøjelsen fra fire til syv procent til hver enkelt ansattes særlige opsparing - også kendt som fritvalgskonto.
De ansatte bestemmer selv over pengene på kontoen. De kan udbetales over lønnen, eller de kan gå til børneomsorg, pension eller seniorfrihed.
Den nye overenskomst gælder blandt andet for lastbilchauffører, lagerarbejdere og havnearbejdere. Aftalen sætter rammerne for 40.000 medarbejdere på godt 900 virksomheder på transportområdet.
Formanden for 3F Transport, Jan Villadsen, kalder den nye overenskomst for "en fair pakke for de ansatte i fremtidens transport".
- På transportområdet er reallønnen steget hvert år, siden finanskrisen var dybest i 2012. Den udvikling forventer jeg forstærkes.
- Vores medlemmer får som minimum en lønstigning på 2200 kroner om måneden over de næste tre år plus gennemslag på pension og feriepenge, siger Jan Villadsen i pressemeddelelsen.
Foruden lønstigningen betyder den nye overenskomst blandt andet også, at perioden med sygeløn til ansatte forøges fra 56 til 70 dage.
Desuden tilføjes tre ugers øremærket forældreorlov til den anden forælder. Det betyder i alt 16 ugers forældreorlov.
Aftalen er faldet på plads i hælene på flere andre overenskomster i februar, som er landet uden de helt store sværdslag.
For knap to uger siden nåede industrien på plads med sin aftale. Industrien er det største område på det private arbejdsmarked.
Samlet skal 600.000 ansatte på det private arbejdsmarked have nye overenskomster.
Blandt udeståenderne er byggeriet.
/ritzau/