København, 16/01/2025 - 10:52
Topchef i Novo Nordisk deltager i møde med regeringen
Novo-topchef Lars Fruergaard og topchefer i Dansk Industri og Dansk Erhverv deltager i møde med regeringen.
Af: /ritzau/
Lars Fruergaard Jørgensen, som er topchef i medicinalselskabet Novo Nordisk, deltager torsdag i et møde med regeringen.
Det bekræfter Novo Nordisk over for Ritzau.
Onsdag skrev Børsen, at regeringen har indkaldt udvalgte aktører i erhvervslivet til et møde på Marienborg.
Også den administrerende direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, og den administrerende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen deltager i mødet. Det bekræfter Dansk Industri og Dansk Erhverv over for Ritzau.
Samtalen mellem regeringen og erhvervslivet finder sted, dagen efter at statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag har haft en 45 minutter lang telefonsamtale med USA's tiltrædende præsident, Donald Trump.
Under samtalen understregede Frederiksen ifølge Statsministeriet vigtigheden af samhandel mellem USA og EU, samt at danske virksomheder bidrager til vækst og arbejdspladser i USA.
På et pressemøde i begyndelsen af januar sagde Trump, at han overvejer at pålægge danske varer en særlig told, hvis ikke Danmark går med til at sælge Grønland til USA.
USA er Danmarks største eksportmarked, og det kan dermed få store konsekvenser for dansk erhvervsliv, hvis den kommende præsident gør alvor af sine trusler.
Lars Sandahl Sørensen har dog tidligere opfordret til at slå koldt vand i blodet i den forbindelse.
- Der er ingen, der har interesse i en handelskrig med en allieret, og vi har et særdeles godt forhold til USA, har han tidligere sagt til Ritzau.
/ritzau/