Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 21/08/2023 - 10:55

Togdriften er indstillet på flere metrolinjer i København

Metrobusser er i gang med at blive indsat, efter at togdriften på flere metrolinjer er blevet indstillet.

Af: /ritzau/

Hvis man mandag formiddag har planer om at benytte metrolinjerne 1 og 2 i København, skal man have en plan B klar.

Togdriften på de to linjer er nemlig blevet helt indstillet som følge af tekniske problemer.

Det oplyser Morten Svan, der er pressekoordinator for Metro Service. Selskabet står for driften af metroen.

Der er tale om et længerevarende driftsstop. Men den konkrete tidshorisont er ukendt, siger han omkring klokken 10.45.

- Det er et komplekst problem, lyder det.

Man er i gang med at indsætte metrobusser på ruten.

/ritzau/

København, 21/08/2023 - 10:38

Populært quizshow vender tilbage på dansk tv

Sebastian Kahnert/Ritzau Scanpix

Snart kan quizlystne danskere gætte med, når det populære underholdningsprogram "Jeopardy" vender tilbage på de danske tv-skærme til næste år.

"Et populært underholdningsprogram, der blev sendt på TV 2 fra 1995 til 2005 og igen på TV3 fra 2014 til 2015? Hvad er "Jeopardy".

Sådan kunne et spørgsmål i det ikoniske quizshow, hvor svaret formuleres som et spørgsmål, lyde.

Og til næste år er det igen blevet tid til at skulle vælge "Danske film til 500" eller "Verdens lande til 100", når "Jeopardy" atter ruller over de danske tv-skærme i en ny udgave på Kanal 5 og discovery+.

Det annoncerer Warner Bros. Discovery i en pressemeddelelse.

Programmet har en lang historie med at teste deltagernes paratviden i kategorier som sport, videnskab, litteratur, popkultur og meget mere.

I den kommende udgave kan seerne se frem til at være i selskab med danske kendisser, der skal dyste i viden om diverse kategorier.

- Hos Kanal 5 og discovery+ er vi stolte over at bringe verdens største og mest kendte quiz tilbage til de danske skærme, siger programdirektør Kristian Rosasco i pressemeddelelsen og fortsætter:

- "Jeopardy" er den perfekte kombination af humor, leg og paratviden, og vi glæder os til, at vores seere kan gætte med, når en række velkendte ansigter skal dyste om at stille de rigtige spørgsmål.

Tidligere har Søren Kaster, Lasse Rimmer, Lars Daneskov og Adam Duvå Hall været værter på programmet. Men det er endnu ikke offentliggjort, hvem der skal være vært på den kommende udgave.

Showet er en dansk variant af det populære amerikanske show af samme navn, som blev skabt af Merv Griffin.

Det blev sendt første gang i USA på NBC den 30. marts 1964.

Programmet får premiere i 2024.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 20/08/2023 - 23:27

DR-vært stopper i DR efter lukning af radioprogram

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Radiovært Christian Bonde stopper i DR. Hans medvært har for nylig sagt op for at blive vært på X Factor.

DR-værten Christian Bonde har sagt op.

Det oplyser han selv på Instagram søndag aften.

- Det er cirka syv år siden, jeg startede som praktikant på DR P3, og det har været fuldstændig wonderful hele vejen igennem, så det er svært at sige farvel, skriver han.

Christian Bonde var vært på DR-radioprogrammet "Curlingklubben" sammen med Maria Fantino, indtil hun stoppede tidligere på sommeren for at blive vært på TV 2-programmet X Factor.

Som følge af Maria Fantinos exit lukkede "Curlingklubben".

På Instagram lød det fra Christian Bonde, at han bakkede op om Maria Fantinos beslutning om at forlade programmet.

- Maria er den dygtigste vært, jeg kender, og et af de absolut sjoveste mennesker jeg har privilegiet af at kunne kalde min ven. Og jeg er stensikker på, at Maria bliver fuldstændig wonderful i X Factor, skrev han i juli.

"Curlingklubben" blev sendt på DR P3 for første gang i 2018. Her ville Christian Bonde diskutere emner, som unge kan relatere til, sammen med Maria Fantino.

Radioprogrammet modtog prisen for "Årets lyd" ved Zulu Awards fire år i træk - fra 2019 til 2022.

"Curlingklubben" blev også til flere tv-programmer - heriblandt "Fantino mod Bonde" og "Curlingklubben på Færøerne".

På Instagram skriver Christian Bonde ikke, hvad han skal, nu hvor han er stoppet i DR. Han fortæller dog, at han vil melde noget ud om det snart.

- Jeg har haft nogle helt sindssyge oplevelser gennem mit job på DR. Jeg har lært en masse, og jeg har mødt nogle af mine allerbedste venner, skriver Christian Bonde søndag aften.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 21/08/2023 - 10:00

FAKTA: Sådan lokker de dig i fælden

* Du tilbydes et gratis produkt eller en stor rabat.

* Du får at vide, at mange af dine venner allerede har produktet.

* Du får at vide, at tilbuddet kun gælder i dag, eller at det er begrænset. Eksempelvis "du skal skynde dig at købe det her" eller "vi har kun 100 af dem".

* Kendte firmanavne bruges til at få markedsføringen til at fremstå troværdig.

Kilder: Forbrugerombudsmanden samt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 21/08/2023 - 10:00

Pas på snedige abonnementsfælder

ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Konkurrencer og quizzer på sociale medier kan være fælder for at lokke dig ind i et dyrt abonnement, der trækker penge over din mobilregning.

Du har sikkert lagt mærke til det flere steder på sociale medier og andre steder på nettet.

Virksomheder, der reklamerer med konkurrencer, billige tilbud eller prøvepakker med gratis varer.

Men annoncen, konkurrencen eller prøvepakken kan lokke dig ind i et abonnement, som du skal betale for måned efter måned, uden at du selv er blevet klar over det.

- Er det ikke blevet oplyst tydeligt, at der er tale om et abonnement, så er det efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ulovligt. Det fortæller Mette Saabye Maaløe, som er specialkonsulent hos Forbrugerombudsmanden.

I 2020 klagede 721 personer til Forbrugerombudsmanden over netbutikkers skjulte abonnementer.

Det er det hidtil største antal klager over netbutikker, som ikke gør forbrugere opmærksomme på, at der følger et abonnement med ved køb af en vare.

I 2021 var det tal 630. Det fremgår af Forbrugerombudsmandens årsberetning.

Abonnementsfælderne har store konsekvenser for forbrugerne. De risikerer at få trukket penge, som ellers skulle være blevet på deres bankkonto, lyder det fra jurist Marie Frank-Nielsen fra Forbrugerrådet Tænk.

- Hvis du skal indtaste dine kontooplysninger, så hold øje med, om du også indgår i et abonnement og ikke kun betaler for fragten af et givent produkt, siger hun.

Det er ikke kun på webshops, at du risikerer at blive lokket i en fælde, der koster knaster.

Du kan også blive snydt i online-quizzer og spil, som du har deltaget i på sociale medier, fortæller Marie Frank-Nielsen. Her ryger mange i fælden.

- Det kan for eksempel være, at du skal oplyse dit telefonnummer for at deltage i quizzen.

- Herefter kan de trække penge gennem et sms-abonnement, som du selvfølgelig heller ikke skal betale for, hvis det ikke har været tydeligt, at du blev tilmeldt.

Kontakt dit teleselskab, hvis det sker. De kan tilbageføre opkrævninger, som du ikke selv har accepteret at betale.

Uanset om du er faldet i fælden på en webshop, gennem en konkurrence eller har fået en overraskelse på telefonregningen, så vurderer Marie Frank-Nielsen, at en aftale ikke er bindende, hvis det ikke var tydeligt, at der var tale om et abonnement.

- I første omgang kan du kontakte virksomheden skriftligt og give dem mulighed for at svare. Det kan være, at der er tale om en fejl.

- Efterfølgende kan du klage til Forbrugerombudsmanden, som kan hjælpe dig, siger Marie Frank-Nielsen.

Det er vigtigt, at du kontakter virksomheden på skrift, så du kan gemme dokumentationen for, at du har klaget.

Banken kan også hjælpe dig med at få dine penge tilbage, hvis du har betalt med et betalingskort.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv