Stockholm, 27/03/2024 - 10:50
To ud af tre unge svenskere afvises før værnepligt
Det er især psykiske lidelser som depression og angst, der fører til, at svenske unge kasseres ved sessionen.
Af: /ritzau/TT
Næsten to ud af tre unge i Sverige egner sig ikke til at blive værnepligtige.
Ofte er det psykiske lidelser, som spænder ben for de unge.
Det oplyser Plikt- och Prövningsverket, der står for rekrutteringen af de værnepligtige, skriver det svenske nyhedsbureau TT.
- Depression og angst er ofte en hindring.
- Selv om man vurderes at være rask nu, har psykiske tilstande en tendens til at opstå igen under pressede forhold og i krigssituationer, siger Jesper Höjeberg, der er cheflæge i styrelsen.
Relativt alvorlige kroniske sygdomme som eksempelvis epilepsi og diabetes fører altid til, at man bliver kasseret ved sessionen i Sverige.
Også lidelser som eksem og astma, der med den rette behandling ikke påvirker den enkeltes dagligdag, kan føre til afslag.
Det skyldes ifølge Jesper Höjeberg, at der under værnepligten stilles betydeligt højere krav til de unges fysik, end tilfældet er i en almindelig dagligdag.
- Har man astma, som ikke er velreguleret, og udsættes man for krudtrøg eller tåregas, medfører det sundhedsrisici, som vi ikke kan acceptere, siger cheflægen fra Plikt- og Prövningsverket.
/ritzau/TT