Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Esbjerg, 18/11/2022 - 10:56

Terrortiltalt Syrien-mor: En fejl at rejse til kalifatet

I løbet af blot en uge tog en jysk familie beslutningen om at rejse til Syrien, hvor de levede i flere år.

Delil Souleiman/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

- Jeg håber, at vi kan få lov at leve som familie igen mig og børnene. Leve som almindelige muslimer i Danmark.

Sådan lyder det fra en nu 35-årig kvinde, der for otte år siden rejste med sin mand og deres dengang fire børn til Syrien og bosatte sig i Islamisk Stats højborg i Raqqa.

Ordene falder fredag, hvor kvinden ved Retten i Esbjerg er blevet tiltalt for at have fremmet terror og opholdt sig i et konfliktområde uden den danske stats tilladelse. Tiltalen er rejst i retsmødet, efter at kvinden har erkendt forholdene.

I sin forklaring fortæller hun, at hun i dag fortryder rejsen.

- Det var en forkert beslutning, siger hun og bekræfter, at hun er ked af det.

Familien tog ifølge kvinden beslutningen om at rejse i løbet af bare en uge i november 2014, efter at manden kom på idéen. De ville væk, fordi de ikke følte sig sikre i den jyske by, de havde slået sig ned i.

- Der var mange episoder, hvor folk er nedladende mod os, har dårlige kommentarer, og vi føler os truet. Især mig. Jeg tør ikke at gå alene på gaden, og jeg frygter, at det en dag går videre end kommentarer.

Hun fortæller om en episode, hvor der igen og igen bliver råbt "hættemåge" efter hende med henvisning til hendes tørklæde, mens hun er højgravid og har et barn med sig i klapvogn.

Først bliver mandens idé dog ikke godt modtaget.

- Jeg blev rigtig vred i starten. Vi vidste jo godt, at der var krig i Syrien. Det er ikke et sted, man tager børn hen, forklarer den 35-årige i retten.

Manden, der har rødder i Somalia, viser dog videoer, hvor det ser roligt ud. Derfor vælger familien at pakke kufferterne og tage afsted uden at fortælle hverken familie eller venner om den hurtige beslutning.

I løbet af familiens tid i kalifatet handlede kvinden i supermarkederne, fødte et barn, passede børneflokken og levede af mandens løn som trafikvagt ved et hospital i Raqqa.

Mette Grith Stage spørger derfor, om hun kan se, at hun på den måde var med til at opretholde og konsolidere Islamisk Stats position.

- Det var ikke noget, jeg tænkte på dengang. Men jeg kan godt se det i dag, erkender kvinden.

I løbet af tiden i kalifatet flytter familien adskillige gange på grund af bomber og kamphandlinger, og yderligere en datter kommer til verden. Efter fire år forsøger de dog at komme ud af landet, men bliver i stedet fanget af kurdiske styrker.

Herefter bliver manden skilt fra kvinden og børnene, der bliver placeret i fangelejren al-Roj. Moren og de fem børn blev evakueret fra lejren af den danske stat i oktober sidste år.

Kvinden har siddet varetægtsfængslet siden, og dommen mod hende ventes fredag.

Børnene har været i familiepleje siden ankomst til Danmark.

/ritzau/

Nyhedsarkiv