' /> '> Teenager anholdt efter skud ved israelsk firma i Sverige
Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Göteborg, 10/10/2024 - 10:54

Teenager anholdt efter skud ved israelsk firma i Sverige

En person under 15 år er anholdt efter skud ved det israelske firma Elbit Systems' afdeling i Göteborg.

Af: /ritzau/

Svensk politi har modtaget en anmeldelse om skud ved det israelske firma Elbit Systems i Kallebäck i Göteborg.

Det skriver Aftonbladet.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 09.30.

En person under 15 år er ifølge avisens oplysninger anholdt. Politiet bekræfter over for Aftonbladet, at der er blevet affyret skud på stedet.

Ingen er kommet til skade.

- Hændelsen efterforskes som drabsforsøg og en grov overtrædelse af våbenloven, oplyser talsmand Fredrik Svedemyr til avisen.

Både en helikopter udsendt af politiet og flere politibiler har arbejdet på stedet.

Elbit Systems er en israelsk virksomhed inden for forsvarsteknologi.

Skudepisoden finder sted i kølvandet på andre sager, hvor israelske ambassader i Danmark og Sverige angiveligt har været mål for angreb.

Onsdag i sidste uge rejste Københavns Politi sigtelse efter straffelovens terrorparagraf mod to svenskere, som torsdag blev fængslet efter sprængning af to håndgranater nær Israels ambassade.

Episoden skete blot få timer efter en episode nær den israelske ambassade i Stockholm, hvor der blev affyret skud.

Torsdag meldte den svenske efterretningschef Fredrik Hallström ud, at skyderiet kan have tråde til Iran.

Derefter lød det fra Politiets Efterretningstjeneste i Danmark at man også her har øjne og ører åbne over for en eventuel forbindelse til Iran.

/ritzau/

Valby, 10/10/2024 - 10:00

Ellen Hillingsø scorer festlig værtstjans

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Ellen Hillingsø fører publikum gennem årets udgave af Nordisk Film Fondens prisuddeling, Isbjørnen. En tjans, hun overtager fra Birgitte Hjort Sørensen.

Skuespiller Ellen Hillingsø styrer showet, når landets filmfolk atter samles i november for at hædre hinanden ved Nordisk Film Fondens prisuddeling, Isbjørnen.

Det oplyser arrangørerne bag i en pressemeddelelse.

Ellen Hillingsø overtager værtskabet fra kollegaen Birgitte Hjort Sørensen, der har stået i spidsen for prisfesten de seneste tre år.

Det er ottende gang, at Isbjørnen løber af stablen, og denne gang står showet i filmmageren Erik Ballings tegn.

I år ville skaberen af folkelige succeser som "Olsen-banden" og "Matador" nemlig være fyldt 100 år. Nordisk Film Fonden uddeler derfor i år eksklusivt Ballings Særpris.

- Med uddelingen af Ballings Særpris vil Nordisk Film Fonden gerne markere Erik Ballings 100-års fødselsdag ved at hædre en nulevende filmmager, som helt i Ballings ånd skaber bro mellem det folkelige og elitære i ambitionen om at nå et stort publikum, siger Allan Mathson Hansen, der er administrerende direktør for Nordisk Film, i pressemeddelelsen.

Med særprisen følger 75.000 kroner. Samme beløb får modtageren af den tilbagevendende Ove Sprogøe Prisen, som gives til en skuespiller, der i det forgangne år har leveret en usædvanlig præstation på det hvide lærred eller de skrå brædder.

I 2023 gik Ove Sprogøe Prisen til Jacob Lohmann for sine roller i alt fra Nikolaj Arcels storfilm "Bastarden" til TV 2's thrillerserie "Oxen".

Isbjørnens største pris er Nordisk Film Prisen, der udløser 118.000 kroner til modtageren.

Prisen hylder filmbranchens unge talenter og havnede sidste år i hænderne på instruktør Lea Glob for den prisvindende dokumentar "Apolonia, Apolonia".

Derudover uddeles Erik Ballings Rejselegat på 75.000 kroner til en person i filmbranchen, der har skabt et værk, som i særlig grad er lykkedes med at vække publikums interesse.

Den pris løb manuskriptforfatter Mette Heeno med sidste år for sit arbejde som hovedforfatter på DR-serien "Carmen Curlers".

Isbjørnen afholdes torsdag den 7. november ved et gallaarrangement i Nordisk Films studier i Valby.

Pengene, der følger med priserne, doneres af Nordisk Film Fonden.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 10/10/2024 - 09:10

Folkekær skuespiller fra danske lystspil er død

Erik Holmberg/Ritzau Scanpix

Sisse Reingaard, der var kendt skuespiller i 1960'er og frem til 1980'erne, er død. Hun blev 78 år.

Den tidligere skuespiller Sisse Reingaard, der medvirkede i mere end 20 danske film og lystspil, er død.

Det bekræfter familien over for Ritzau.

Sisse Reingaard, hvis borgerlige navn var Anne-Marie Reingaard, blev 78 år.

Sisse var det kælenavn, som både familie, venner og siden den danske offentlighed brugte om skuespillerinden det meste af hendes liv.

Hun var en kendt skikkelse fra 1960'erne og frem til 1980'erne, hvor hun indspillede flere film. Hun spillede blandt andre overfor Dirch Passer i filmen "Pigen fra Egborg" i 1969.

Sisse Reingaard medvirkede også i serier som "Matador" og "Huset på Christianshavn".

Oprindeligt var keramik det kunstneriske håndværk, hun interesserede sig for, inden det store lærred senere trak i hende.

Hun begyndte som teater- og filmskuespiller og som "Lommer-pige" i Stig Lommers folkelige revyer i slutningen af 1960'erne.

I et interview i 2017 med Billedbladet forklarede hun, hvordan filmkarrieren kom i gang ved et tilfælde.

Sisse Reingaard fortalte, hvordan hun havde lejet et værelse af sin søster, Elsebeth Reingaard Neumann, som var en af 1960'ernes mest kendte fotomodeller.

- En dag kom Morten Grunwald på besøg med Axel Strøbye, der stod og manglede en ung pige til filmen "Hold da helt ferie", fortalte hun.

Sisse Reingaard fik rollen, fordi hun kunne få skuespilleren Christoffer Bro, som hun spillede overfor i filmen, til at grine.

Ud over Elsebeth havde hun også en storesøster, Gitte Reingaard. De tre søstre medvirkede alle i danske film.

Sisse Reingaard var i en årrække gift med filmfotografen Claus Loof.

Parret lærte hinanden at kende under optagelserne til filmen "Stine og Drengene" fra 1969, hvor Reingaard spillede rollen som Stine.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 10/10/2024 - 09:00

FAKTA: Bibliotekslån stiger

* Fra 2022 til 2023 steg antallet af fysiske udlån på landets biblioteker fra 23,3 millioner til 24,9 millioner. Det svarer til en stigning på syv procent.

* Det samlede antal besøgende på bibliotekerne steg fra 28,6 millioner i 2022 til 31,1 millioner i 2023. Det er en stigning på ni procent.

* 41 procent af borgerne i Danmark havde i fjerde kvartal 2023 været på biblioteket inden for de seneste tre måneder.

* 30 procent havde været på biblioteket for at låne eller aflevere bøger.

Kilde: Danmarks Statistik.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 10/10/2024 - 09:00

Efterårets bøger: Mød midgårdsormen og lad tårerne flyde til fantasy

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Litteraturforsker og bogblogger deler, hvilke nye bøger de selv glæder sig til at kaste sig over i efterårsmørket.

Når bladene falder af træerne, bliver det tid til at bladre løs i nye spændende bøger.

Efteråret plejer at byde på et væld af nye udgivelser, og sæsonen anno 2024 er ingen undtagelse.

Både litteraturforsker Anne-Marie Mai fra Syddansk Universitet og Line Dalbro, der er bibliotekar og bogblogger under eget navn på Instagram, glæder sig til at læse videre i forfatter Anne-Marie Vedsø Olesens populære serie "Vølvens vej". Her er den fjerde bog netop udkommet.

Den bærer titlen "Ormehavet" og bygger videre på de foregående bøgers nordiske mytologi-univers.

- Der er masser af magtspil, intriger og hemmeligheder, og så foregår handlingen i en fiktiv jernalder i Danmark, hvor nordiske guder fylder rigtig meget, siger Line Dalbro.

På Anne-Marie Mais efterårslæseliste står også Pia Tafdrups nyeste digtsamling, "Hjertet i zenit", som kredser om Tafdrups forhold til sin afdøde mor.

- Den har jeg lige fået ind ad døren og glæder mig til at få læst, siger Anne-Marie Mai.

Derudover venter hun spændt på at læse kulturjournalist Lucia Odoom nye bog, "Cosmos".

- Det er hendes debutroman og virker til at være en spændende og vigtig skildring af en ung bådflygtning, som kommer til landet og må ernære sig som flaskesamler, fortæller hun.

En anden udgivelse, Anne-Marie Mai ser frem til, er Ida Jessens "Jeg vil!", som er en portrætbog af den norske forfatter Sigrid Undset.

- Ida Jessen har en særlig hengivenhed over for Sigrid Undsets forfatterskab, og jeg glæder mig til at se, hvilket portræt hun tegner.

Er du bidt af fantasy, kan du som Line Dalbro glæde dig til, at serien "Et rige af torne og roser" af den amerikanske forfatter Sarah J. Maas udkommer på dansk, efter at serien har gået sin sejrsgang på internationale bestsellerlister.

- Hun kan skrive til alle følelser, så man som læser både danser af glæde, når det går godt for karaktererne, og man råber og græder, når det går skidt. Man kommer igennem det hele i hendes bøger, lyder det fra Line Dalbro.

I ungdomsgenren ser hun frem til, at et andet amerikansk boghit rammer butikshylderne på dansk. Der er tale om Jennifer Lynn Barnes' nyeste bind i serien "The Inheritance games".

Historien er proppet med mysterier, som undervejs krydres med et trekantsforelskelsesdrama.

- Det er virkelig Da Vinci Mysteriet-agtigt (roman af Dan Brown, red.) gennemført, når det gælder mysterier og gåder, siger Line Dalbro.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek