Har du også undersøgt mulighederne for at energirenovere din bolig?
I den seneste tid er der kommet turbo på energiforbedringer i de danske boliger efter en lang periode med høje prisstigninger på energi.
Faktisk har mere end hver fjerde danske boligejer energiforbedret boligen inden for det seneste år. Det viser nye tal fra Energistyrelsens befolkningsundersøgelse, kaldet Energibarometer.
Og det er en stigning sammenlignet med året før, hvor hver femte havde energioptimeret.
- Mange er blevet opmærksomme på, at man faktisk kan gøre noget for at sænke boligens energiforbrug, siger Matilde Grøn Bjørneboe i en pressemeddelelse. Hun er Energistyrelsens ekspert i energispareråd og danskernes energivaner.
Og selv om der er udgifter forbundet med at energioptimere, kan det ofte betale sig i det lange løb.
I et typisk hus med fjernvarme kan man for eksempel opnå en årlig besparelse på varmeregningen på 3000 kroner ved at øge isoleringen fra 100 millimeter til 400 millimeter på loftet. Det viser en beregning fra Energistyrelsen.
Men du behøver ikke at gå i gang med de helt store projekter for at spare penge på energi.
- Der er også gode besparelser at hente gennem mindre tiltag som efterisolering af varmerør eller tætning omkring vinduer, som kan klares på en weekend, siger hun.
I september åbner den såkaldte varmepumpepulje, som vil give omkring 12.500 husstande mulighed for at søge tilskud til nye varmepumper.
Puljen giver mulighed for, at du kan ansøge om et tilskud, hvis du udskifter en energitung varmekilde som olie- og gasfyr til en varmepumpe.
Tilskuddet udgør 16-19 procent af udgiften til at få installeret en varmepumpe.
- Når puljen åbner, vil det stadig være efter først til mølle-princippet, siger Sarah Videbæk Hundebøl, der er teamleder for puljerne.
Det vil blive offentliggjort på Energistyrelsens hjemmeside, når det bliver muligt at ansøge.
Hvis du vil være en af de første, der får besked, kan du overveje at tilmelde dig Energistyrelsens nyhedsmail på sparenergi.dk.
- Der er en række betingelser, som skal være opfyldt, før man kan være berettiget til at få tilskud, siger Sarah Videbæk Hundebøl og fortsætter:
- Vi anbefaler, at man sikrer sig, at boligens oplysninger i Bygnings- og Boligregistret er korrekte. Det er boligejerens ansvar. Hvis der i dag står i registret, at man har en varmepumpe, selv om det ikke er tilfældet, så kan man ikke få et tilskud.
Du kan se de registrerede oplysninger om din ejendom og rette nogle af dem på bbr.dk.
Hvis du ved, at der er en forkert registrering, bør du allerede nu få den rettet, så du er klar til at ansøge, når puljen åbner.
- Det er også værd at kontrollere, om boligen kan få fjernvarme. For så er man heller ikke berettiget til tilskud, siger hun.
Du bør også undersøge, hvor meget det vil koste at få installeret en varmepumpe i din bolig. Du skal nemlig selv have en del penge op af lommen.
Det er dog vigtigt, understreger Sarah Videbæk Hundebøl, at du ikke indhenter bindende eller betingede tilbud, før du har fået tilsagn om tilskud.
Og så er det et krav, at du bruger en VE-godkendt installatør. Du kan finde en liste på sparenergi.dk.
/ritzau fokus/