Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Hillerød, 25/10/2021 - 10:53

Syreudslip hos medicinalvirksomhed spærrer veje i Hillerød

Ingen er kommet til skade i forbindelse med udslip af salpetersyre hos Novo Nordisk.

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Der er mandag morgen sket et "større udslip" af salpetersyre hos medicinalvirksomheden Novo Nordisk i Hillerød.

Udslippet er kun inde i bygningen på Brennum Park, og der er ikke fare for personer i området.

Det skriver Nordsjællands Politi på det sociale medie Twitter.

Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med udslippet.

I anmeldelsen, som politiet modtager, lyder det, at der er tale om et udslip i bygningens kælder.

- Der kommer via 112 en anmeldelse klokken 06.11 om, at der var løbet salpetersyre ud på gulvet hos Novo Nordisk, siger Henriette Døssing, der er presserådgiver hos Nordsjællands Politi, til Ritzau.

Præcis hvorhenne i bygningen, eller hvor meget det drejer sig om, kan politiet ikke komme nærmere ind på, men henviser til beredskabet hos Frederiksborg Brand og Redning.

Hun siger, at der er såkaldt kemikaliedykkere fra beredskabet iført særligt udstyr til stede hos Novo Nordisk.

Politiet har spærret cykelstier og veje omkring selve bygningen, mens syren skal fjernes. Det vides ikke, hvor længe det vil vare.

/ritzau/

Nyhedsarkiv